En af de mange fantastiske ting ved bagedysten er, at det hver gang ender både godt og skidt. En får mesterbagerforklædet, mens en anden deltager må nøjes med et medfølende nik og en enkeltbillet hjem til livet uden for teltet, hvor det handler om andet og mere end at fremtrylle kager. Sorrig og glæde, de vandre til hobe, som psalmisten Thomas Kingo så indsigtsfuldt formulerede det tilbage i slutningen af 1600-årene. Og det er jo værd at tænke på i disse dage, hvor det amerikanske præsidentvalg faktisk endte med en kage og ikke en katastrofe, i alle fald set fra denne venstresnoede skribents stol. Pyh, som den lille bamse siger det i en af Thomas Windings vidunderlige børnebøger.
Men der er også andet, man kan lære af bagedysten. At opgaver kan løses til den aftalte tid. Og at der kommer noget spændende ud af det, hvis man giver den enkelte entreprenør frihed og ikke detailstyrer alt for meget. Det er faktisk den lektie, man kan lære ved at se på resultaterne i den hemmelige udfordring og så mesterværkskategorien. Når den bundne opgave er løst, står dommerne som regel tilbage med en række ikke voldsomt inspirerede produkter, mens de frisatte amatørbagere sprudler, når de kommer på frit græs og må lade vidtløftigheden og fantasien råde. Filosofien kan selvfølgelig ikke appliceres på alle andre områder i samfundet. Havde man valgt den – meget afslappede – stil til eksempelvis det københavnske metro-byggeri, var byen måske endte med en bane, der kun gik til Klampenborg og Hvidovre, men til gengæld havde skaterramper i flere niveauer.
