Når nogle, man anser som succesfulde, indrømmer, at de også har stået med afvisninger, fyring fra drømmejobbet, oversete, fravalgte med bævende underlæbe og håret i postkassen, så er det lidt nemmere at bære, når ens eget liv ikke lever helt op til Instagram. Ikke? Og (undskyld buzzword fra last Christmas) ’robusthed’ er svært at opbygge, hvis man ikke har oplevet den mindste smule fiasko. Man kan også lære af andres.
Jeg har lyttet til tre podcasts om emnet fiasko. Først ’Rosas Reality Radio’ af den danske billedkunstner Rosa Marie Frang, der gennem syv episoder giver et følelsesfuldt, hudløst ærligt og dybt interessant perspektiv på det at være kunstner uden for den lille bitte elite, der tjener kassen. Vi hører om at få afslag på støtte til et stort projekt, præstationsangst, terapi og de generelt virkelig utrygge forhold, der præger langt de fleste kunstneres liv. Den kan streames på blandt andet Spotify.
Dernæst lyttede jeg til ’Fiasko’ på Heartbeart, hvor jeg dumpede ned i afsnit 6 ud af 8. Denne episode har tidligere kulturredaktør på Berlingske Anne Sophia Hermansen som gæst. Hun fortæller modigt og usentimentalt om et tidspunkt i hendes liv, hvor hun både blev droppet, arbejdsløs og hjemløs. Det gør hun til den tidligere uddannelses- og forskningsminister fra Venstre Tommy Ahlers, der som vært også deler ud af egne fiaskoer. Og undersøger, hvordan fiaskoen kan være byggesten til rent faktisk at opnå succes såvel som identitet. Hvor Frang tog os med på en følelsesmæssig rejse, så er dette en mere mental podcastrejse.
Og så faldt jeg i går over endnu en podcast om fiasko. Af skuespilleren og komikeren Connor Ratliff, der engang fik sit livs store chance og skulle spille en (om end mindre) rolle i Tom Hanks og Steven Spielbergs HBO-miniserie ’Band of Brothers’. Kontrakten var underskrevet, Ratliff havde råbt de gode nyheder ud til alle verdenshjørner og var rejst til England, hvor indspilningen skulle foregå, da hans agent ringede i panik: »Der er et problem. Tom Hanks synes, du har døde øjne«.
Efter en pinefuld gen-prøvefilmning med Tom Hanks, ’verdens mest sympatiske mand’, fik Ratliff at vide, at han desværre ikke skulle spille rollen alligevel. Og stod der, forurettet af en person, alle i verden elsker – inklusive Ratliff selv. Med gigantisk tvivl på eget talent: »Har jeg virkelig døde øjne?«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
