Jeg kan tænke mig, at de fleste kritikere af klassisk musik hellere kamikazeagtigt ville kaste sig ud, hvor orkestergraven er dybest, gennembore hjertet med en sylespids dirigentstok eller hænge sig i en klaverstreng end at anmelde den nederlandske violinist med det franske navn André Rieu og hans mastodontkoncerter på Europas åbne pladser, hvor den klassiske musiks lette kavaleri galopperer med draget violinbue. Med hjælpetropper af slagere fra operetter fra gamle Wien og nyere musicals fra Broadway.
Han henriver tusindvis af mennesker ved langborde og ståpladser. Haute kitsch eller camp naturelle, er (smags)dommen over dette spektakulære tabernakel – anført af Rieu med hår som en hørfarvet dørmåtte, maestroens kjole og hvidt og et udefinerbart kalvekrøs med ædelsten. Personligt er det langt fra min smag. ’Flagermusen’ og ’Den glade enke’ er for mig mere mareridt end valsedrømme. Skal det være ’Sommer i Tyrol’, så skal Dirch Passer servere med sang og Susse Wold være i dirndl og opsat hår. George Gershwins kærlige og jazzede parodi på Strauss med vals og kehraus i ’En amerikaner i Paris’, hvor Gene Kelly forvandler en charmerende fransk café til selveste kejser Franz Josefs hof, er for mig toppen af den slags sang og dans.
