0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Henrik Palle: Det er en bimlende god dokumentar. Og grum. Faktisk decideret forfærdelig

Den amerikanske dokumentar om Sylvia Plaths roman ’Glasklokken’ er bimlende god, fordi den udbygger det, litteraturen kan: Skabe fornemmelsen af at opleve en andens følelser og tid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den amerikanske forfatter Sylvia Plath led fra ungdommen af svære depressionen, der blev behandlet med 1950'ernes hårdhændede metoder: elektrochok i rigelige doser.

Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 1963, 11. februar, tog Sylvia Plath sit liv og gjorde dermed en ende på såvel sig selv som sit korte forfatterskab. Det skete i England, hvor hun boede med sin familie.

Kort forinden havde hun i et digt, der senere blev offentliggjort i digtsamlingen ’Ariel’, skrevet sætningerne: »Blodstrømmen er poesi/Intet kan standse den«. Men hun valgte ikke barberblad og badekar som metode. I stedet stak hun hovedet i en gasovn, efter omhyggeligt at have forseglet køkkenets døre med tape, så hendes to børn ikke kom noget til.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu