Serien om donorbørn og deres ’hemmelige’ familier er både rørende og spændende, men kaster også et interessant lys over nogle identitetspolitiske debatter om arv og miljø, skriver Henrik Palle i denne klumme.
Eske Willerslevs bemærkninger om arv og miljø er virkelig mindblowing
Ditte fandt sent i livet ud af, at hun var donorbarn og måske også havde søskende. Foto: Morten Stæhr Pedersen/DR
Lyt til artiklen
Henter...
Mange har sent i livet opdaget, at den familiekonstruktion, de troede var så fast en borg, ikke helt holder, gået efter i sømmene. En ny bror eller søster er dukket op. Af og til en onkel, nabo eller nær ven af familie, der viste sig at være tættere på end oprindelig antaget. Hvilket ændrer mangt og meget, relationsmæssigt, men først og fremmest i de berørtes selvforståelse.
I 1950’erne erfarede ikke så få, at deres meget ældre søster var deres mor, og at deres biologiske far havde et tysk efternavn. I vore dage handler det oftest enten om adoption, eller at der har været en donor inde over for at lokke storken til det lille hjem.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
