Pølser. Det er simpelthen bare Mikkels livret. Sådan et velkogt skinkesøm øger faktisk produktiviteten med mange hundrede procent, så turen ned på torvet er jo godt givet ud. Og så er pøller bare morsomme, ikke? En tøhø-spise. Men at indrømme, at man elsker pølser, er som at indrømme, at man kan lide Thomas Helmig. Dårlig smag på den joviale måde, det kan vi godt lide. ’Nybyggerne’ handler på mange måder om at være så likable som muligt, for det er seerne, der bestemmer, hvem af de fire par der i sidste ende vinder det hus, de selv har indrettet, og vi vil da ikke forære al den friværdi til nogle usympatiske snobber.
Jeg tror nu ikke, at Mikkel fra Amager er forloren, når han endnu en gang går på jagt efter to ristede med det hele, for han var aldrig kommet med i programmet, hvis han i stedet havde spurgt, hvor helvede i Horsens man kunne finde en ordentlig foie gras-terrine. Den slags mennesker vil vi slet ikke have med, for ’Nybyggerne’ er børnefjernsyn for voksne. Det er værdier som hjælpsomhed, tålmodighed og samarbejde, der tæller, og moralen er, at det handler om at gøre sit bedste. Det er i ordets bogstaveligste forstand opbyggeligt tv. Men det kan altså være svært at få djævlen på den ene skulder til at klappe i, når den påpeger, at det ikke kun er omsorg, der er motivationen for at lave mad til alle konkurrenterne eller give dem gaver på mors dag, fordi de sikkert savner deres børn. Jeg kigger lidt på jer, Lasse og Heidi.
