Bondefødt og kvajet opdraget. Sådan omtalte en kær forhenværende kollega sin jyske opvækst med den grad af underspillet selvpromovering, der er så karakteristisk for en bestemt selvforståelse. Og mon ikke hovedparten af danmarksdemokratiske Inger Støjbergs tilhængere og de portrætterede i dokumentarserien ’Støjbergs stemmer’ vil skrive under på, at det er en hædersbetegnelse så fin som noget ridderkors?
For de tror på og repræsenterer et verdensbillede, hvor en kødløs dag er værre end de fem onde år, og hvor respekten for anderledes tænkende er lige så kættersk en idé som den runde jord var det for Erasmus Montanus’ familie og venner. Og det er både velsignet og bekymrende. Det første, fordi et demokrati selvfølgelig skal kunne rumme stemmer, som mener, at det alt sammen er københavnernes skyld. Og det sidste, fordi de med deres hadefulde retorik og fodboldhooligan-agtige tilgange til politisk agitation vel dybest set ikke respekterer demokratiets grundlæggende præmisser, men i stedet taler om fordækt dobbeltspil, feje hold og dæmoniserer deres modstandere.
