Man kan meget let blive ganske irriteret over hele den måde, hvorpå DR’s udsendelsesrække om de angiveligt bedste dansk popsange vælger at fremlægge sagsakterne: et skønsomt udvalg af nulevende popkoryfæer, der siddende i sofa elsker hinanden og hverandres frembringelser med behørig faglig respekt og indforstået ros af diverse sangskriverteknikaliteter.
Men lad nu det ligge, for ind imellem pladderen og den kollegiale kærlighed lyner oneliners af stor oprigtig ærbødighed og velformuleret indsigt. Og såmænd også sager, man måske ikke kendte til. Som at Lars Lilholts mesterlige og med urette i visse kredse ildehørte ’Kald det kærlighed’ er skrevet i en dyb krise, hvor ophavet var blevet forladt og boede alene med sit lille barn hos sine forældre. Samt at teksten blandt andet baserer sig på nogle sætninger fra en gestaltterapeutisk guru.
