De fem amerikanske faldskærmssoldater rykker forsigtigt frem mod den sønderbombede landsby. Pludselig brydes stilheden af den dødelige lyd af et tysk MG42-maskingevær, der spyr sine kugler ud fra øverste etage i huset foran. På det her tidspunkt skifter ’Company of Heroes’ synsvinkel. Hidtil har man oplevet det blodige baghold som en film set skråt bagfra, hvor man blot var tilskuer. Men nu zoomer kameraet ud og stiller skarpt på sceneriet oppefra, og med ét er man ikke længere passiv tilskuer, men nu generalen, der med musen skal guide de amerikanske tropper ud af kniben. Et flankeangreb og en velplaceret sprængladning stopper det ildspyende maskingevær, og man er klar til at rykke videre frem ind i landsbyen, hvor flere baghold venter. Netop sådanne detaljer, som at ’Company of Heroes’ skifter fra filmiske oplevelser til computerspil, er med til at hæve spillet op fra mængden af lignende strategispil. Det samme er grafikken og lyden, hvis man har isenkrammet til at køre det. En god og flot detalje er blandt andet, at slagmarken skifter udseende, efterhånden som granater springer, og husene styrter sammen. Det er ikke kun grafisk flot, men betyder også noget for slagets gang, da man for eksempel kan lade sine soldater søge ly i bombekratere. Spillet har også lånt ideer fra spil uden for genren. For eksempel ved at lade nogle af multiplayerspillene operere med samme vindersystem som i ’Battlefield’-spillene. Altså man skal holde bestemte områder besat og forhindre fjenden i at gøre det for at vinde spillet. Men selv om der således er meget positivt at sige om ’Company of Heroes’, må man i bund og grund konstatere, at på trods af den flotte indpakning er det et traditionelt realtime-strategispil, som man har prøvet masser af gange før. Det gør også, at det lider under nogle af de samme problemer, som de andre spil i genren. For eksempel er køretøjer lige så dårlige til at finde vej, som de altid er i den slags spil, og kan finde på at køre lige ind i fjendens hule, på trods af at der er en anden vej, som er åbenlyst smartere, og hvor man undgår at blive skudt i smadder. Det er dog kun skønhedspletter på et flot og gennemarbejdet spil, som godt nok ikke revolutionerer genren, men byder på solidt gameplay og god udførelse. Det er ikke voldsomt realistisk som f.eks. ’Close Combat’-spillene, men lægger sig midt imellem spil som ’Blitzkrieg’ og ’Red Alert’ med vægt på spilbarhed frem for realisme.