Den dybe, muskuløse rumlen fra den toptunede Vauxhall Monaro VXR i det sekund, du slipper koblingen, træder speederen helt i bund og eksploderer ud forbi startlinjen, er lige tilfredsstillende hver gang. Egentlig skyldes det nok de rå, metalliske lyde fra bilen, de psykedeliske blågrønne fartstriber tværs hen over tv-skærmen og den dunkende beatboxmusik i ørerne. Det må det gøre, for som racerspil er ’Need for Speed: Carbon’ ret ordinært. Det føles bare af mere. ’Carbon’ er fortsættelsen af ’Most Wanted’, der selv var en fortsættelse af ’Underground’-spillene. Fællesnævneren? Deres afsæt i en større, betonbetændt metropol, hvor det altid er nat, og hvor der altid er nogen at køre om kap med. Med i banden Det store tiltag i karrieredelen af ’Carbon’ er nemlig de såkaldte crews; rivaliserende bander, der hver især styrer deres dele af byen. Selv er du en del af et nyt crew, og du skal ved at vise konkurrenterne baghjul i gaderæs opnå nok gaderespekt til, at en af de rivaliserende bandeledere udfordrer dig til duel. Vind den og overtag mere territorium. Tab den og prøv igen. Der er ingen ’game over’ her, og det betyder dels få frustrerende »åh nej, skal jeg nu starte forfra igen?«-oplevelser, dels en følelse af, at spillet er for konsekvensløst. Heldigvis medfører medlemskabet af et crew også, at du rent faktisk kan anvende det til hvert løb. Her stiller du op sammen med mindst ét gruppemedlem, der enten kan bruges som en art spejder, der racer foran feltet og leder efter genveje, en ’blocker’, der puffer konkurrenterne af banen, eller en ’drafter’, som racer foran dig for at skærme af for vinden. De valg skyder lidt taktiske overvejelser ind i spillet, idet man f.eks. midtvejs i et løb ofte står over for at beslutte, om man ønsker at risikere et blokeringsforsøg, der kun virker nogle gange, eller i stedet skal satse på at finde en hurtig genvej. Statisk plastikfysik Ligesom i forgængerne tilbyder også ’Carbon’ enkeltløb, multiplayer og en serie af avancerede udfordringer udi præcisions-acceleration og bremsning. Det er dog spillets karrieredel, der er i centrum, i højere grad end spillets kørefysik. For til trods for at ’Carbon’ har tre års forspring for sin forgænger ’Underground’, er den urealistiske, usammenhængende, plastikagtige fysiske simulering den samme. Der eksisterer nogle biler, et fast vejnet og nogle enkelte genveje, men derudover er spiluniverset dybt statisk, og det er umuligt at smadre ind i en bygning eller at ramponere sin bil totalt, idet en usynlig barriere blokerer, hvis man kommer for langt ud med sin kølersnude. Blot en understregning af, at ’Carbon’ er total arkaderæs og et adrenalinskud uden spor af simulation.