I ’VIKING: Battle for Asgard’ er man en samlebåndsslagter udstationeret i et rodet miskmask-univers bestående af lige dele Tolkien og nordisk mytologi.
Hvilket er lige så dræbende kedeligt de sidste timer, som det er blodberusende tilfredsstillende de første to-tre timer. Spilteknisk er ’Viking’ hack n’ slash-action af den gamle skole – dvs. sving sværd og økse mod alt og alle hurtigst muligt – hvor man som den ufrivillige helt Skarin sendes mod underverdenens bestyrer Hel og hendes tropper for at stoppe deres fremmarch. Midgård er stedet, deforme monstre er fjenden, og dét er alt, spillet synes, vi skal vide for at trække sværd. Den mytologisk konfuse fortælling er – som i det ligesindede ’Conan’ – underordnet: Den virkelige historie kløves med øksen og skæres med klingen. Desværre er ’Viking’ frustrerende simpelt i opbygning: rend rundt mellem fjendtlige lejre, nedkæmp syv-otte fjender, og rund af med at spidde en obligatorisk überboss. På ens vej opsamles magiske runer, der giver Skarin magi i et forsøg på at bryde monotonien, men derudover ændrer meget lidt sig fra første til sidste halshugning. Særligt når bedste løsning altid er at hakke løs i ét væk. Pointen er, at kraft er for ægte krigere, teknik for tøsedrenge – men i et actionspil kommer man ikke langt med kraft alene.
