DER ER grænser for, hvor langt man kan nå med nostalgi som motivationsfaktor.
Trenden med at overføre 80’er-spilstjerner som Mario, Link og Sonic til fremmede spiluniverser besidder bestemt besnærende potentiale, men også alvorlige faldgruber. For kan nutiden leve op til fortiden? Dét er det største problem for ’SEGA Superstars Tennis’. For nok er gensynsglæden stor ved mødet med figurer som Sonic, Dr. Eggman, Gilius Thunderhead fra 80’er-klassikeren ’Golden Axe’ og de 13 øvrige SEGA-spilfigurer, men tilsvarene stor er skuffelsen over, at deres charme er svundet ind til et ynkeligt markedsføringsstunt. Denne gamle elevfest for SEGA-figurer er udformet som et billigt sluppet tennisspil sat i scene som små halvbagte minispil. Som når man i en ’Pacman’-inspireret variant skal undgå at blive fanget på egen tennisbanehalvdel eller som et nik til ’Space Invaders’ skal serve bolde ind i fremstormende zombier.
