Er det muligt at begynde med en film og slutte med et spil?
At lægge vægten på de centrale figurers udvikling og historie og derpå opbygge spiloplevelsen omkring den narrative oplevelse? Danske IO Interactive synes i ’Kane & Lynch: Dead Men’ fast besluttede på at gennemføre eksperimentet. De dygtige ’Hitman’-skaberes seneste spil er set isoleret som en rå og kompromisløs actionkrimi interessant, men som spil målt mod nutidens konkurrenter slet og ret middelmådigt. Et spil, der tørster så inderligt efter at være en film, at det mister sin spilbarhed. Ondskabens usandsynlige duo Næppe har du indtaget rollen som Kane – en sammenbidt ekslejemorder – før du på vej i en fængselstransport til dødsgangen reddes af hætteklædte mænd anført af den langhårede Lynch. Han er udsendt som stikirenddreng for den lyssky organisation The 7, som du tidligere har forrådt. Aftalen er klar: hvis du vil se din kone og datter igen, er det om at skaffe dem deres penge tilbage, overvåget af Lynch, som er deres øjne og skal holde dig i kort snor. Et ligetil, men effektivt oplæg, der skylder en særlig tak til film som ’Con Air’ og ’Håndlangerne’, mens den snigende sympati for de to antihelte trækker linjer til Michael Manns mesterlige ’Heat’. Det er ingen overraskelse, at IO Interactive allerede i foråret solgte filmrettighederne, for ’Kane & Lynch’ er fra første færd sat i scene som en Hollywood-film. Råheden i både tale og handling er gennemtrængende god og modig, men kan dog drukne i mængden af meningsløse »fuck you, fuck me«-dialoger mellem Kane og den til tider i spillet svært psykopatiske Lynch, men generelt lykkes det IO at opbygge en stemning af, at dette er et makkerskab født af ren ondskab. Samme fortættede ondskab genspejles i spillets verden, der er dyster og beskid: regnvåde gyder, triste cafeterier og kolde varehuse afløser hinanden så gnidningsfrit, at man tilgiver grafikkens til tider grove kanter – rent teknisk er der stadig langt op til konkurrerende spil som særligt ’Gears of War’ og ’Crysis’. Til gengæld er musikken i særklasse, hvor den danske spilkomponist, Jesper Kyd, her i høj grad videreudvikler sine skiftevis metallisk rå og æterisk yndefulde klange fra ’Hitman’-spillene. Èn vej – og kun én Desværre følger det øvrige spil ikke trop. Det grundlæggende gameplay er ærketypisk tjubangaction, hvor du rykker fra dække bag en bil til dække bag en mur, mens du pløkker fjender i dusinvis. Ærgerligt nok fungerer hverken sigte- eller søge dække-systemet optimalt. Hvor sigtekornet på skærmen peger hen og skuddene lander, afviger ofte meget fra hinanden, og mens spring i dækning burde foregå helt automatisk, ender det alt for alt for ofte med, at Kane blot bliver stående fremme i den hvislende regn af kugler. Ofte er den bedste taktik at lukke øjnene, holde aftrækkeren inde og løbe fra side til side, hvilket er tættere på Schwarzenegger-action end mere intelligent Michael Mann-action, sådan som spillet ellers åbenlyst forsøger at gå efter. Heller ikke muligheden for at bjæffe ordrer til sine håndlangere fungerer i praksis, for deres skyderi synes modsat dine egne skud sjældent at dræbe fjenderne. Heldigvis er samtlige fjender blottede for taktisk tæft og stiller sig oftere midt på vejen end bag dække. Til trods for en god variation mellem missionerne, der strækker sig fra bankrøveri til snigmord på en natklub, føles det sjældent som et spil, man reelt har nogen betydelig indflydelse på. Sublim multiplayer Multiplayerdelen, kaldet ’Fragile Alliance’, er derimod en fantastisk god nytænkning af de sædvanlige alle mod alle-kampe: her kan man falde sine holdkammerater i ryggen og dermed score flere point selv. Virkelig holdbar idé, men en skam, at den kun udgør en mindre del af den samlede oplevelse. Historiens tøjler holder spillet stramt på vej mod én vej, ét mål og én løsning, så ’Kane & Lynch’ opleves tit mere som et puslespil end en realiseret interaktiv spilverden. End ikke muligheden for at spille to på samme skærm ændrer meget: bevares, man deler oplevelsen, men det er set bedre. IO Interactive kan fortælle historier, og det er opløftende, at det danske firma tør bruge et mere originalt figurdesign og en mere rå handling på spil, men med de tekniske problemer in mente er spillet også udtryk for, at IO i stigende grad trænger til at ryste posen og tænke i andre baner – måske mere på spiludvikling og mindre på salg af filmrettigheder.
