Det rene mords besnærende bismag

'Rainbow Six: Vegas 2' skal spilles med andre, for at man oplever dets skarpsindige intense action.
'Rainbow Six: Vegas 2' skal spilles med andre, for at man oplever dets skarpsindige intense action.
Lyt til artiklen

Mellem rygende bilvrag og betonmure med afskallet maling rykker man frem. Konfronteret med to vagter og en maskingeværrede tvinges man til at overveje: Røggranat og frontalangreb? Find en god snigskytteposition? Eller er der mulighed for at flankere via sidegaden? Det er blot ét af de mange øjeblikke, der fordrer både kvik aftrækkerfinger og taktisk snilde. Overse noget og man dør øjeblikkeligt, for ’Rainbow Six: Vegas 2’ er på én gang begrænsende og befriende i sin nådesløshed. Mens man traditionelt i skydespil kan sluge tyve skud mod kroppen, som var de halspastiller, er én kugle her nok. Seneste ’Rainbow Six’-spil baseret på Tom Clancys romaner om en fiktiv indsatsstyrke fremstår troværdigt og taktisk tungt: Brug af satellitfotos til at identificere fjender, trinvis strategisk fremrykning og en høj fysisk realisme. Ironien er imidlertid, at det første ’Rainbow Six’-udspil fra 1998 var endog endnu mere tro mod styrkens stormangreb, da hver eneste mission skulle planlægges til mindste detalje. Følelsen var tættere på strategi end action. Hverken dengang eller nu med ’Vegas 2’ var resultatet dog den kompromisvare, man kunne have frygtet. For nok indebærer tjansen som elitesoldat stadig at pløkke terroristerog redde civile. Denne gang blot med planlægningsfasen bygget ind i selve missionerne. Hvis så blot ens medsoldater ville afholde sig fra at løbe direkte ind i fjendens kugleregn, og hvis blot banedesignet havde tilbudt flere frem for kun én rute, ville det tilmed have været en milepæl i sin genre. Blot et kvarter inde i ens første multiplayer-kamp er man tilbøjelig til at afskrive begge mangler.

En sitrende nervøsitet strømmer gennem online-kampene, når der hviskes, mens man koordinerer, og tælles ned inden angrebet sættes ind. Det er disse øjeblikke, hvor ’Vegas 2’ ikke blot matcher sine forgængeres fascination af taktik, men også tilføjer en forståelse for det rene mords besnærende bismag: et mordets minimalisme og undergangens ubarmhjertighed sat på spil. Her taler en dråbe blod tydeligere end spandevis. Men det forudsætter evnen til samarbejde. Til gengæld betales tilbage med timevis af intens, intelligent action.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her