På vej gennem svinget flintrer jeg et rødt skildpaddeskjold ind i bagenden på Donkey Kongs gokart, så den skrider ud, og føringen er min. Yes, den er sgu hjemme: Målstregen anes i horisonten. ZAP! Et pludseligt lynnedslag sender min gokart i spin som en snurretop. Fortumlet ser jeg Nintendos figurgalleri piske grinende forbi. Detouren fra sejrsskammel til sviende nederlag sker på ét enkelt forkert timet blink. Sådanne ekspres-detroniseringer burde blot resultere i et ærgerligt suk ud i stuen til ens medspillere. Men når alle konkurrerende gokarts er styret af en ansigtsløs computer eller anonymiseret online-spiller et sted på internettet, savner ens ærgrelse et mål, en konkret syndebuk. ‘Mario Kart’-serien har altid stået som oplæg til mainstream racerhygge-rivalisering for op til fire spillere samlet omkring samme fjernsyn. Som racerspil har det aldrig handlet om sirlig præcision, omgangstider i millisekunder eller at aflure svingenes idealkurver. Det tror da pokker med fantasipotente racerbaner, der snor sig igennem skyerne eller er fræset ud af regnbuer samt et nederdrægtigt våbenarsenal, der indbefatter bomber, blæksprutter og megapaddehatte. Vi taler lutter slapstick-tegneserieræs. Fair nok. Man skal vælge sin målgruppe. ‘Mario Kart Wii’ udbasunerer sin efter de første to minutter: din mor. Styringen er intuitiv – hold Wiimoten foran dig som et bilrat (eller sæt Wiimoten ind i det medfølgende rat), og drej det fra side til side i luften. Det fungerer. Det er nemt, tilgivende og så fjollet upræcist, at alle kan være med. Dermed ikke sagt, at det er nemt. Vinderen er aldrig den, der kører sikkert, men den, der bedst udnytter de utallige måder, hvorpå man kan maksimere sin fart på. Men hold fast, hvor skriger de mange tomme asfaltstrækninger af ensomhed. Årsagen er indlysende: Nintendo har i banedesignet tvunget sig selv til et kompromis for at tilgodese ræs mod andre via internettet. Om en bane er tiltænkt fire spillere klumpet sammen om samme tv-skærm eller tre gange så mange online, gør hele forskellen. En forskel, der illustrerer, hvorfor ‘Mario Kart Wii’ synes skizofrent forvrænget i såvel mening som målgruppe. I flere multiplayer-spil er man tilmed tvunget på hold med utilregnelige maskinspillere, der annullerer alle optræk til taktik til fordel for heldbaseret fastfood-ræs. Bedre går det ikke at spille online, hvor kommunikation med andre spillere er umulig. At ‘Mario Kart Wii’ er Nintendos famlende debut for onlinespil til Wii er evident. Spillets designfilosofi er vægtet mod onlinedyster, men strider dermed mod konsollens grundlæggende rationale. Nintendo har vundet en konsolkrig, fordi de med Wii forstår, at digital underholdning ikke kun handler om fællesglaning ind i en fladskærm, men om smilene afledt af de hyggestunder, der opstår i stuen og ikke på skærmen. At blive overhalet på målstregen af ens jublende mor er ægte kappestrid i bedste bredeste Wii-forstand. Her leverer ‘Mario Kart Wii’ varen, da alene dets styring konverterer de ikketroende til racerseriens dyder.
Men gang på gang at tabe ansigt til en ansigtsløs maskinspiller er lige så irriterende, som det er ligegyldigt at vinde over vilkårlige modstandere online.
