Komedie er en vanskelig størrelse. Ikke mindst på spilform.
Selv om f.eks. ’Grand Theft Auto’-serien sprudler af spids samfundssatire, og ’Portal’ næppe havde opnået samme kultstatus uden sin forsmåede computerstemme, kommer humoren sjældent til udtryk i selve gameplayet. Her kan adventurespillene stadig noget særligt, skønt de siden deres storhedstid i starthalvfemserne er skrumpet til en nichegenre. En nichegenre, der dog har undergået en reel genfødsel i kraft af de episodiske ’Sam & Max’-eventyrspil, der nu efter fem veloplagte afsnit har lukket sagsmappen for anden sæson. Omdrejningspunktet er stadig de to freelance-detektiver Sam, en hund i blå habit og Feodora-hat, og Max, hans iltre kaninmakker, der, fordi spillets gåder udspringer af spilverdenen og dens brogede figurgalleri, synes som skuespillere i en gang absurd impro-teatersport hældt på spilform: Rekvisitkassen gennemrodes og givne samtaleemner drejes i vanvittige retninger for at føre historien videre. Og her byder anden sæson på om muligt mere vanvid.
