Hvordan orkestrerer garvede mainstream-rockere deres comeback til en ny generation?
Elementært Mr. Steven Tyler: Sæt din musik på spil, så den får ramme, mål og mening for nye fans. Ganske vist har Aerosmith før flirtet med spilmediet uden større succes, men intet ligeså skamløst narcissistisk selviscenesat som ‘Guitar Hero: Aerosmith’ – en selvstændig spiludgivelse, hvor man på plastikguitar skal tøjle bandets portefølje af hits. Dette ER blot en udvidelsespakke med 41 ekstra sange til ‘Guitar Hero’. Eneste reelle nyhed er de korte video-interviews, hvori bandets medlemmer mellem hver setliste hælder trivielle Aerosmith-anekdoter ud af ørene, der sjusket og løst skitserer bandets opstigning over snart fire årtier fra gymnasiefestsalen til odiøse rocktempler. Selvsikkerheden er i al fald ligeså stereotyp rockn roll-agtig som forventet, men tilsvarende komplet intetsigende og reducerer spillet til lutter propaganda. Kunne man forestille sig, at vi mellem numrene i stedet blev kastet ud i samme dilemmaer, som bandet utvivlsomt har kæmpet med over årene? Eller bare andre finter, der retfærdiggør dette som selvstændigt spil? Bedømt som musikspil holder grundessensen i ‘Guitar Hero: Aerosmith’ stadig, og bandets hits som ‘Love in an Elevator’, ‘Walk this Way’ og ‘Rag Doll’ lyser op på setlisten. Personligt savner jeg oplagte hits som ‘Cryin’, ‘Amazing’ og ‘Crazy’. Mystiske mangler, der kun kan forklares med, at Aerosmith tydeligvis gemmer guldkorn til senere udgaver af ‘Guitar Hero’-franchisen. Desuagtet er Mission: Rebranding nu fuldført for Aerosmith. Og som fænomen er denne ekstreme mytedannelse kun startskuddet til en ny type interaktiv markedsføring forklædt som musikspil.
