Kan du magte ansvaret over et liv? Og har du en skabende Gud i dig? Som den i mere end en forstand åndelige videreudvikling af ‘The Sims’ sætter ‘Spore’ livets evolutionshistorie på spil. Og den historie sparkes i gang af et meteornedslag, der planter livsfrøet i ursuppen og får evolutionen til at hamre derudad. I et langt kampløb gennem fem udviklingsfaser skal man i ’Spore’ udvikle en livsform fra en uanseelig blævrende encellet-amøbe til at blive herreracen, der bemægtiger sig det hele univers. Men her er hver eneste spiller en konkurrerende almægtig livsdesigner, mens makkerparret Darwin og Gud er degraderet til bænkevarmere. Som en spilbar prolog er målet i spillets første udviklingstrin – cellefasen – ren og skær overlevelse for ens livsform: æd eller bliv ædt. Ved at æde planter eller kød og flygte fra alle større dyr indtjener man DNA-point, der udvikler ens amøbe til at blive hurtigere, farligere, sejere. Bestyrer man evolutionen i ursuppen godt, popper anlæg til ben og hjerne frem i ens skabning, der spankulerer op på land. I denne anden fase fuldendes grunddesignet af ens livsform, hvor hovedformålet igen er ren og skær overlevelse, men nu også med andre midler end blot kamp. En fase med en evig pendling frem og tilbage til rygraden i ‘Spore’ – tegnebordet kaldet ‘Creature Creator’ – hvor ens livsform som et Frankensteins monster konstant skal klistres sammen af de allerbedste kropsdele, man netop nu har til rådighed.
Stammerne kommer
Efter ens livsform har kæmpet eller charmeret sig til et højere udviklingsstadie, starter Stamme-fasen, der videreudvikler dyrets psykiske, sociale og materielle sider. Som et traditionelt strategispil skal støttepillerne til ens samfund støbes, mad skal indsamles, og våben eller musikinstrumenter smedes afhængig af, om man vælger en kulturel eller voldelig overvindelse af de rivaliserende stammer. Ingen mellemting her. Når stammerne omkring én er besejret, starter Civilisationsfasen. Her finpudser man designet af huse og fartøjer. Variationsmulighederne synes pludselig uendeligt udmattende i starten, men gradvis lærer man at tøjle den nyvundne og forpligtende store handlefrihed.
Når teknologiens udvikling dikterer det, starter spillets slutfase – Rumalderen – hvor myriaden af handlemuligheder åbner sig op. Først her starter det egentlige ’Spore’, mens man slås, handler, koloniserer, charmerer og bortfører andre livsformer med sine UFO’er for at betvinge universet.
Elsk dit dyr Først i disse afsluttende faser viser ‘Spore’ sin dagsorden: at skildre spilleren gennem dennes valg og skabe størst muligt tilknytning til en virtuel livsform. Gradvist gennem alle ens valg planter ‘Spore’ en særegen motivation efter succes næret af en forunderlig stor omsorg for ens dyr. Denne manipulative magt er reelt set ‘Spore’s største genistreg: Hvilken skaber ser ikke helst, at ens eget designerdyr vinder prinsessen og den hele galakse? Som spillet slår armene ud og blotlægger alle muligheder for at udforske et svimlende gigantisk virtuelt univers af planeter og solsystemer befolket af millioner af livsformer, serverer det sin punchline råt for usødet: Leg du bare, at du er Gud i din egen lille bobleverden. I virkeligheden er du blot en blandt millioner.
