Følelsen er bizar. Nostalgi og længslen efter det gamle breder sig gennem kroppen, idet man leverer en afsluttende kæberasler, der sender modstanderen i gulvet.
I et medie, hvor det nyeste de facto hyldes som det bedste, synes kærligheden til fortiden nærmest pervers. Hvordan kan man ønske sig tilbage til bippende midi-musik og simpel grafik holdt i 16 farver? Og kan man overhovedet tale om nostalgi inden for et medie, der kun er tre årtier gammelt? At spille ’Street Fighter IV’ er som at træde gennem en dør til fortiden. Tilbage til 1980’ernes spillehaller med væg til væg-larm fra spil som ’Golden Axe’, ’Bubble Bobble’ og så ’Street Fighter II’, der om nogen var arkadehallens kronede konge. Et spil, der altid var rift om og gjorde ’Street Fighter II’ til et kulturfænomen. I dag er det nærmere niche.
