Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Dårligt samspil mellem kameravinkler og din evne til at sigte på næste levende billede fjerner også enhver lighed med Hollywoods koreografi. Kampene i 'Avatar'-spillet minder desværre snarere om et bodegaslagsmål.

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Avatar' er svagt som spil

Spiludgaven af James Camerons ’Avatar' skuffer.

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I rollen som menneskelig soldat belønner ’Avatar: The Video Game’ dig for at dræbe fjendtlige skabninger og ødelægge Pandoras natur.

På den måde tvinger spillet sin spiller til at tage stilling til imperialismens fordele og ulemper for de involverede parter, men desværre bliver det ved en sløset eftertanke.

Supersoldat eller stammefolk Som i filmen foregår ’Avatar: The Video Game’ på planeten Pandora, hvor menneskeheden er gået på rov efter et uvurderligt mineral.

Invasionsstyrken bliver dog mødt af stor modstand fra et indfødt og teknologisk primitivt stammefolk, Na’Vi, som har en skjult allieret i planetens plante- og dyreliv. Selv har du rollen som den genetisk begavede supersoldat, ’Ryder’, der kaldes til Pandora for at tippe vægtskålen til menneskehedens fordel.

Men din arbejdsgiver viser sig at have urent mel i posen.

Gentagne gange må du derfor vælge, om du vil fortsætte som lejesoldat eller slutte dig til stammefolket som en virtuel kopi af Na'Vi-folket, en såkaldt 'Avatar'. Som menneske er du tungt bevæbnet med ildkraft og robotter, mens Na’Vi-folket bruger primitive køller, buer og pile til at nedlægge fjendtlige soldater.

Det er vel at mærke pile på halvanden meter, som let kan sømme en lejesoldat fast til et træ.

Konsekvenserne kommer
Na’Vi-stammen levede fredeligt på Pandora inden dine krigstrommer begyndte at buldre, og det er den kendsgerning, du hele tiden har i baghovedet, når du brænder junglen af i jagten på materialistiske goder.

F.eks. kommer din splinternye flammekaster så at sige ikke uden et efterladenskab af fordærvede ulve og glødende palmetræer.

Denne model med handling og konsekvens er diskret stillet op, og virker aldrig som politisk indoktrinering. Du er dog aldrig i tvivl om de klare, kontante fordele, du opnår ved at rage til dig af points og bytte dem til udstyr. Du undgår bare ikke at tage stilling til, om du vil være det bekendt.

Ensidigt, gentaget arbejde
Desværre er denne skildring af imperialismen den bedste kvalitet ved 'Avatar: The Video Game', for som computerspil er det en svag produktion.

Opgaverne, hvad enten du er soldat eller Na'Vi, sender dig igen og igen fra punkt A til punkt B for at hente, dræbe eller snakke med skabninger. Det er slavearbejde af den mest ensformige skuffe, og lugter af dovent spildesign.

Krigsslag i samme skala som biograffilmen udebliver også til fordel for mindre gladiator-inspirerede kampe. Her kan dårlige kameravinkler, ubalancerede regler og uretfærdig kunstig intelligens dog vende en uundgåelig sejr til pludselig død på tre sekunder.

Uvedkommende historie

De ensformige missioner i 'Avatar: The Video Game' binder en række mellemsekvenser sammen, som aldrig formår at fortælle en vedkommende historie. Hovedpersonen Ryder forbliver en facade af tomme, kalorielette pixels.

Uindviede får heller ikke forklaret Avatar-universets udgangspunkt i starten af spillet, så med mindre du har sat dig ind i filmens handling på forhånd, venter der et abrupt møde med James Camerons univers.

Endelig forbliver mytologien også skuffende stillestående.

Nogen husker måske, hvordan spillet 'Enter the Matrix' bød på hemmeligheder og ekstra indgangsvinkler på The Matrix-universet. En tilsvarende viderebygning af Avatars mytologi finder ikke sted her. Du har ganske vist mulighed for at snuse rundt i et digitalt leksikon over planetens flora og fauna, men man burde forvente mere dybde og flere perspektiver, når et så fantasirigt univers bliver 'spilmatiseret'.

Det er skuffende og sløset - især når James Cameron angiveligt har haft en finger med i spillets udvikling. Det må jo være rigtigt, når det står på spilæsken?

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden