Lidelsen er ægte, og symptomerne indtræder efter overdreven spil af 'Tetris: Så snart computeren lukkes, fortsætter patienterne med at vende og dreje de små kasser i hovedet for at stable dem mest effektivt. Så måske er 'Tetris' et hit, fordi det taler direkte til vores ordenssans. Måske fordi det er et både abstrakt, hurtigt, simpelt og samtidig sært tilfredsstillende tidsfordriv. Klassikeren 'Tetris' har fået en sjælebror i det 21. århundrede. Og det en velklædt, højtspillende og asiatisk en af slagsen. Spillet 'Lumines' emmer af japansk excentricitet, men alligevel er man hooked efter fem minutter. Og hooked som man kun kan blive på 'Tetris', 'Mahh-Jong' eller 'Napoleon-kabalen' i Windows. Reglerne i 'Lumines' er enkle: Fra oven dratter konstant kvadrater bestående af fire mindre kvadrater i to forskellige farver ned. Samler man fire ensfarvede kvadrater i bunden af skærmen, forsvinder kvadratet og skaber plads til nye kvadrater. Modsat 'Tetris' er her tyngdekraft på spil, så der kan aldrig opstå tomme huller. På den vis skal man konstant akkompagneret af tempofyldt melodisk tekno samle og derved opløse ensfarvede kvadrater på samlebånd. For når klodserne får stablet sig op til toppen af skærmen, har du tabt. Det lyder måske nemt, men nej: Tempoet skrues nemlig gradvist i vejret, og så gælder det hurtigt om at kunne genkende mønstre og lynhurtigt vende klodserne korrekt, så man får flest kvadrater opløst på samme tid. Glem tid og sted Har man en spilklar kammerat med sin egen PSP ved sin side, er 'Lumines' en både svært stressende og sjov tidskamp, hvor skærmbilledet er splittet op i to, og jo hurtigere man udrydder sine egne kvadrater, jo sværere gør man det for sin modstander. Vil man hellere spille alene, er der også spilvarianter, som hvor mange kvadrater du kan lave på f.eks. et minut, eller deciderede gåder, hvor man skal samle specifikke figurer af kvadraterne på tid. Mest givende er dog spillets 'Challenge'-modus, hvor man ved at avancere i niveauer og dermed forskellige musiknumre 'vinder' nye baner, farver samt baggrunde til puslespillet med klodserne. Og det er nemlig her, at magien bag 'Lumines' indtræder: Hvis man skruer godt op for hovedtelefonerne og lader sig suge ind i en anden verden. Mens hjernen går i organisatorisk fejde med klodserne, rocker ørerne med, for musikken skaber et vanedannende underholdende flow, jeg ikke har følt på egen krop siden, ja 'Tetris'. Største ulempe er, at man partout skal starte forfra, hver gang man taber i 'Challenge', og det gør, at man skal kæmpe sig igennem alle de baner, man allerede har gennemført, igen og igen for at avancere. Et alt for hårdt belønningssystem, men det ændrer ikke på, at man alligevel bare liiiiige skal forsøge en gang til før sengetid. 'Lumines' rummer magien i sin simplicitet, men gemmer på sin hypnotiske tiltrækningskraft i sin grafik og særlige lyd. Slutfacit er et historisk vanedannende og langtidsholdbart gådespil, der uden at rømme sig kan nævnes i samme sætning som 'Tetris' - bare husk hovedtelefonerne.