Heroppe på teglstenstaget – 50 meter over luderne og lommetyvene – tilhører både Rom og Firenze mig. Og mig alene. Der er sandfarvede facader og mørkerøde teglsten, så langt øjet rækker, men alligevel virker det småt. ’Assassin’s Creed’-serien har alle dage handlet om opdagelse. Suset, der går gennem maven, når man svæver hen over byen med hjælp fra en af Da Vincis himstregimser.
Spændingen, der bygges op i hele kroppen, når man flygter væk fra fire-fem sværdfægtende vagter uden at vide, om der venter en frelser eller fjende om hjørnet. Når jeg væk i tide? Fanger de mig?





























