Bedre går det for fortællingen i ‘Distorpia’, hvor man løbende skifter mellem at spille i en gold og klinisk hvidtonet fremtidsverden og en grænseløs og groft pixelleret digital pendant.
Som specialagent er ens mission af opklare, hvorfor alle indbyggerne i et større bygningskompleks er forsvundet og alle strandet som digitale ånder i den pixellerede digitale verden. Ved at »scanne« objekter i den »virkelige« verden, kan disse genskabes i den digitale og på den vis skal man løse en række snedige gåder ved at skifte mellem de to verdener.



























