Bordplan i en fart

Lyt til artiklen

Thomas Vigild: Legenden fortæller, at dyrene i den australske ørken bliver til drømmefugle om natten, når de samles omkring den hellige sten Uluru bedre kendt som Ayers Rock. Men drømmefuglene er nogle besværlige krapyler, for de har alle særlige krav til, hvem de vil sidde ved siden af. Så du skal lave en ’bordplan’ for dem, så alle dyr bliver tilfredse. Sådan lyder oplægget til et af de mest originale og tilmed danske brætspil. Ideen fik aarhusianske Lauge Luchau, da han skulle flikke bordplan sammen til en fest. Men i ’Uluru’ er det mere poetiske twist med drømmefugle smukt gennemført, for hele spillet er holdt i stil med australsk aboriginal-kunst. I sin spilmekanik er ’Uluru’ også sig selv. Hver spiller råder over sin egen spilleplade og otte drømmefuglefigurer, mens der i midten lægges otte ’krav-kort’ inden for fem forskellige sværhedsgrader. Kortene angiver, hvordan de otte dyr vil sidde omkring stenen, som f.eks. at slangen vil sidde ved siden af skildpadden, mens denne vil sidde over for kænguruen. Efter kortene er lagt, vender man timeglasset, og så får spillere travlt med at placere deres drømmefugle på egen spilleplade efter krav-kortene. Derefter tæller man fejl på hver plade og uddeler minuspoint, og sådan spiller man i seks runder. ’Uluru’ kræver bundkøligt overblik og rappe fingre, og samtidig er alle i gang hele tiden. Som en ekstra genistreg er spillepladen todelt, så man kan spille med to forskellige sværhedsgrader. Spillet kan på den vis tilpasses, hvis børn skal spille mod voksne. Det er udfordrende, originalt og hurtigt, men det er lidt en skam, at alle reelt spiller for sig selv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her