Det typiske billede af et brætspil er en stor papplade på bordet, dynger af terninger og små træbrikker, der rykkes rundt i en uendelighed. I ‘A la Carte’ er alting anderledes, når spillerne i rollen som konkurrerende mesterkokke får udleveret et lille gasblus i pap og en nuttet kasserolle. Men intet er nuttet, når kampen om titlen som mesterkok piftes i gang, for hele fremdriften i ‘A la Carte’ beror på, at hver kok efter tur skal forsøge at kreere vidt forskellige og meget humoristiske retter ved at vende den præcise mængde plastikkrydderier ned i sin egen kasserolle. Dog må man kun hælde krydderier i ved resolut at vende bunden i vejret på krydderiglassene en enkelt gang, hvilket lyder som rent held, men efterhånden begynder man taktisk at aflure krydderiglassene, hvor meget de indeholder, og hvilke retter der er sværere at krydre end andre. Også fordi krydring af retterne ikke er nok: Gasblusset skal skrues op til den helt korrekte varmegrad, og er man drilsk, kan man spolere hinandens madretter ved at overkrydre dem eller helt bytte komfur, hvis far nu er lige ved at kokkerere den perfekte coq au vin. Ved første øjekast kan ‘A la Carte‘ virke som rendyrket pjank og lutter held, men det bliver snildt en taktisk affære og er – vigtigst af alt – en sand fest at spille for alle i familien uanset køn og alder i familien. Det er bestemt ikke for alle og kræver mod til at rollespille kok, men så serverer spillet også en dybt original oplevelse i et fascinerende krydsfelt mellem leg og spil, rollespil og motorisk læring.