PlayStation 4 kommer inden året er omme

PRÆSENTATION. PlayStation 4 blev præsenteret på rette vis.
PRÆSENTATION. PlayStation 4 blev præsenteret på rette vis.
Lyt til artiklen

Så er der godt nyt til spilfans og gamere i det ganske land. Efter utallige rygter og en forventet lancering i 2012, der aldrig blev til noget, har Sony langt om længe annonceret PlayStation 4. Det skete i New York ved midnatstid dansk tid ved en stor presseevent.

Kommer inden jul
Til pressemødet afslørede Sony en bunke data om den kommende maskine. Det eneste de IKKE viste frem, var selve designet. Hvordan den nye konsol kommer til at se ud, må vi fortsat gætte os til, eller i hvert fald vente til spilmessen E3 i juni, hvor vi sikkert får mere at vide.

Anmeldelse: Vent med at købe den nye Nintendo Wii U

Vigtigst af alt er det dog, at PS4 er annonceret til at lande senere i år, inden julesalget, så Sony kan udnytte sig af dette. Om det så også gælder det danske marked, vil tiden vise.

Det primære budskab, Sony havde til de mange fremmødte journalister, og de mange, der tunede ind via en live-streaming på nettet, var at PS4 bliver noget af et kraftcenter. Med en 8-kernet CPU-del baseret på en pc-arkitektur og en kraftig, dedikeret GPU, forventer Sony at PS4 vil være omtrent dobbelt så hurtig som dens forgænger.

Ingen bagudkompatibilitet

Det betyder groft sagt, at der kan afvikles dobbelt så god grafik på en PS4, end hvad vi hidtil har været vant til. Hvis du gerne vil se, hvor udviklerne er henne i den proces lige nu, kan du kigge med på dette klip , der blev vist frem under presseeventen, fra spillet ’Killzone Shadow Fall’ (Husk at sætte opsløning op på 720p.) Klippet er i øvrigt et eksempel på, at man på PS4 kan optage sin spilaktivitet direkte og dele det på Facebook.

Der kommer også en ny controller, DualShock 4, der kommer til at minde om Sonys håndholdte spilkonsol PlayStation Vita. Hvis denne får en lille skærm ligesom på Vita’en, går Sony i Nintendos fodspor. Sidstnævntes nye Wii med efternavnet U, har også en touchskærm på controlleren.

Folk med en stor PS3-samling risikerer dog at komme en anelse i klemme med PS4. Den nye spilkonsol er nemlig ikke bagudkompatibel med PS3-spil. Du kan altså ikke bare stoppe et PS3-spil i den og forvente at det virker.

Tjek: Fremtidens spil skal købes i bidder

I stedet skal du benytte dig af en ny sky-tjeneste, som Sony lancerer til formålet. Det kan blive noget med at spille spillene som streamede spil eller benytte computerkraften i skyen til at afvikle PS3-spillene med.

Med annonceringen af PlayStation 4 har Sony lavet det generationsskifte, som startede med Nintendos Wii U. Nu mangler vi så bare, at Microsoft annoncerer den næste Xbox, hvilket de formodentlig vil være pressede til at gøre i år. I givet fald bliver 2013 et spændende år for gamere.

Morten Bay

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her