Er det ikke snart min tur? Dette spørgsmål er en fast klageklassiker, næsten uanset hvem man spiller brætspil med. Men sådan behøver det ikke at være. De seneste par år er udkommet adskillige nye brætspil, hvor alle spillere er aktive samtidig, dvs. ingen sidder og venter på tur. Dog hitter også stadigvæk de ældre spil:
»Ifølge vores salg er forbrugerne stadigvæk glade for moderne klassikere som f.eks. Settlers, Carcassonne og Ticket to Ride. Men vi kan også klart mærke, at folk er blevet mere åbne over for, at der findes andre end de klassiske brætspil som skak og matador«, siger Jens Heissel, pr- og marketingkoordinator for Bergsala Enigma, som er den største brætspilsdistributør i Norden.




























