Mit navn er Eivor Wolf-Kissed.
I det nye computerspil ’Assassin’s Creed: Valhalla’ er jeg en skjoldmø fra 870’ernes Norge, der sammen med min fosterbror, Sigurd, er rejst over havet til England for at plyndre de kristne klostre for alt deres guld og for at indlede et nyt liv på vores og vores klans egne præmisser.
Jeg har langt blond hår med fletninger i forskellig tykkelse og med diverse mønstre. Den ene side af mit hoved er kronraget, så man kan se den store ravnetatovering, der flyver op over mit ene øre. Jeg blæser i mit store horn fra agterstavnen på mit langskib, før jeg og alle mine klankumpaner hopper over rælingen og går i land med blottede tænder og primalskrig. Jeg elsker at hugge hovedet af mine fjender med to økser på en gang og er først færdig, når samtlige huse i hele byen omkring klostret står i flammer.
Er jeg en viking?
