B-Boy’ – og også ’B-Girl’ – er den oprindelige street-værdige betegnelse for de dansere og kropskunstnere, der i mere almindelig tale går under navnet breakdancers: Unge med hang til hiphopmusik og med tilpas mange medfødte akrobatiske evner og adræthed til, at de kan udfolde sig med hurtige steps, breaks og spring. Den subkultur, der med tiden er gledet ind i populærkulturen, har fået sit eget computerspil. I ’B-Boy’ går det – ikke overraskende – ud på at besejre konkurrenter i såkaldte ’ throwdow’, det vil sige dueller én mod én, hvor det handler om at lave de bedste, længste og mest sammenskruede tricks. Hold et freeze-move i lang tid, glid over i nogle simple dansetrin, kast dig derefter på jorden i et svært break og bemærk, hvordan publikum nikker anerkendende og måske ligefrem råber »Respect!«. Styringen er forbavsende enkel. De fire grundlæggende rutiner – at danse stående, med armene som støtte, på ryggen og at fryse midt i en bevægelse – får hver sin knap, og bruger man knapperne R1, L1 eller retningsknapperne, får man adgang til variationer såsom ’ salsa backwards’ og ’ indian sidestep’. Der er faktisk ikke meget at udsætte på ’B-Boy’ – ud over at det kun er sjovt i fem minutter ad gangen, for hvor mange bevægelser og tricks er det lige, én mand kan lave på to gange to meter? Det er til gengæld også svært, svært problematisk. Rytmerne fra blandt andet Cypress Hill fænger, det rå street-look overbeviser, og det er nemt at komme i gang med, men ’B-Boy’ formår aldrig helt at besvare spørgsmålet: Hvad skal vi med et spil over denne primært fysiske, primært subkulturelle gadesport? Så hellere glide ned på Strøget en sensommerdag og se den virkelige vare.