Man må lette på hatten for Sony og deres PlayStation 2-konsol.

Først formåede de at gøre deres spillekonsol sej ved at knytte sig sammen med undergrundskultur, techno og hiphop-musik. Derefter skiftede de retning og satsede mere folkeligt, så den bløde målgruppe, vi ynder at kalde Familien Danmark, også havde en god grund til at anskaffe sig lidt tv-underholdning. En god strategi, hvis man ser nærmere på de seneste salgstal, der nærmer sig en halv million solgte eksemplarer herhjemme. I dag har mange på et tidspunkt siddet foran fjernsynet med en mikrofon i hånden og sunget karaoke i ’SingStar’, leget rockmusiker med en plastikguitar designet til miniputter i ’Guitar Hero’ eller danset, sparket og trænet foran det lille ’EyeToy’-kamera. Men intet har vist sig at være så populært i sociale sammenhænge som quizspillet ’Buzz’. Spillet, hvor fire spillere kan sidde med hver sin overdimensionerede ’buzz’-controller, viste sig at blive en sand dille under sidste års julesalg. En virtuel udgave af ’Jeopardy’, hvor deltagernes reaktionstid skulle kombineres med paratviden. Og tænke sig – vi købte det og spillede løs, selv om det var en af den slags sjældne tv-quizzer, hvor man ikke kunne vinde noget i den materialistiske afdeling. Mere sport om lidt ... Nu kan man igen kæmpe om retten til sejrens sødme og respekten fra ens modstandere i ’Buzz: Den store sportsquiz’, der desværre leverer flere pinlige dobbeltfejl end flotte serveesser trods de 5.000 sportsspørgsmål og et udpræget sportsligt strejf i brugerfladen. For alle problemerne fra de to tidligere ’Buzz’-udgaver, der satte spørgsmålstegn ved musik og almen viden, eksisterer stadig. Værst er det med den tekniske afvikling. Når spillerne har besvaret et spørgsmål, fryser skærmen i et par sekunder, indtil al data er indlæst, og man vender tilbage til quizværten. Ganske enerverende, især når mange af de indtalte passager og panoreringer med kameraet er overflødigt fyld, der i en tv-produktion ville svare til et quizprogram fra 70’erne. Det kunne til nød tilgives, fordi det i sagens natur er herligt at quizze løs med venner og familie, og frustrationer over lange indlæsningstider kun er et resultat af deltagernes iver og spilleglæde. Men spillets mange spørgsmål er kun delvist tilpasset danskernes sportsvaner, så man må indstille sig på en nærmest grotesk variation i sværhedsgraden. Spørg dig selv, om du og din omgangskreds kan dække både cricket, amerikansk fodbold, svømning og atletik nogenlunde habilt, før du sætter dig ned med ’Den store sportsquiz’, for her er der kun autistiske sportsnørder, der vil føle sig på hjemmebane. Perfekt til fire rollinger Så er ’Buzz Junior: Jungle Party’ en langt mere lettilgængelig affære. Her befinder vi os i helt andre, grønne omgivelser, hvor quizværter og nummerpiger er udskiftet med abekatte og junglelyde. Væk er hele quizdelen, vi har lært at forbinde med ’Buzz’-spillene, for her bliver de brugervenlige controllere brugt på anden og langt mere kreativ vis. Som titlen antyder, er ’Junior: Jungle Party’ rettet mod de yngre medlemmer af familien og introducerer et overrumplende sjovt og uhyre enkelt festabe-spil, der lader fire spillere dyste i 40 forskellige minispil. Opbygningen i hvert spil er uhyre simpel; her skal man som regel kun bruge Buzz-controllerens store røde knap til at kaste med kokosnødder, slå egern ned eller ramme bolde i luften. Simple reaktionsspil, hvor selv fremmelige børn i 5-6-års alderen hurtigt bliver opslugt af de hurtige spil, der kræver gode reflekser og nerver af stål. Enkelte spil giver også spilleren mulighed for at tænke taktisk, når en tikkende bombe skal afleveres videre fra spiller til spiller. Det giver point at holde på bomben så længe som muligt, så her risikerer (over)modige poder både belønning og straf. Denne type spil har tidligere været ganske populære på Nintendos GameCube, hvor ’Mario Party’-serien og ’Warioware’ står som to klassiske eksempler på, hvordan små simple minispil kan fastholde både interessen og kampgejsten hos børn og voksne i dagevis. ’Buzz Junior: Jungle Party’ har ikke samme langtidsholdbarhed og er præsentationsmæssigt middelmådigt, men står alene blandt PlayStation 2-spillene, hvis man leder efter festlig fængslende og såre simpel underholdning til fire rollinger på én gang.