Når du springer i dækning, mens kugleregnen pisker jorden omkring dig til støv. Når du med tomt magasin skriger til din kammerat om hjælp, mens monstrene flankerer dig. Når dit ellers så højteknologiske maskingevær går i baglås og tvinger dig til panikslagen tilbagetrækning.
Det er i de situationer, at du mærker forskellen. Mærker hvordan ’Gears of War’ (GOW) rammer en nerve med sin umiddelbare, rå og intense action. Uden videre sniksnak eller forhistoriesludder kastes du derfor direkte ind i en banal historie, der på papiret nok giver mening, men af spillet behandles som en obligatorisk ligegyldighed, der står i vejen for variationer over temaet nedplafning af monstre i hobetal. Særlig galt går det, når man lytter til de stupide dialoger mellem spillets elitesoldater og undrer sig over, hvorfor spillet overhovedet forsøger at stykke en historie sammen. Muskler på arbejde Men GOW behøver netop ikke vidt gennemtænkte historieforløb eller dybsindige personligheder for at fungere som et knaldgodt actionspil. Her er det bedst at tænke i simple baner: Monsterracen Locust kravler op af jorden. De vil massakrere hele menneskeracen. Du er verdens eneste redning. Gab højt, lad automatriflen og sæt i gang. Sjældent har et nyere actionspil i den grad uden at blinke af skam sprunget over, hvor der slet ikke er noget gærde.
