Gennem snart fire sæsoner på TV 2 er det vist efterhånden blevet slået fast, at Jack Bauer er handlingens mand skruet sammen af lige dele ren handlekraft og en robotagtig høj stresstærskel. At han endnu ikke er indlagt på intensiv med stresssymptomer, synes netop at være den virkelige bedrift i spillet, der er bygget over den amerikanske tv-serie '24 timer'. Og ganske som kapitlerne i tv-serien er flest, serveres der hårdt opvreden action fra allerførste knaptryk i '24: The Game', når man uden forhistorie og uden nærmere forklaring pludselig står kl. 06:00 om morgenen som Jack Bauer ved landgangen til et fragtskib fyldt med ricin-gift og terrorister. Dette er dog kun lidt morgenopvarmning, for en time senere skal Bauer forpurre et mordforsøg på den amerikanske vicepræsident - hvilket så slag i slag efterfølges af en normal arbejdsdag for Bauer med telefonopkald, biljagter, skyderi, optrevling af terroristceller og andre twist i historien som kidnapning og snigskydning, jagt på muldvarpe og desarmering af bomber. Forpustet? Det blev jeg efter et kvarter og med god grund, for '24: The Game' hamrer foden så hårdt ned på både speederen og aftrækkeren, at man helt glemmer, hvor middelmådige spillets enkeltdele i virkeligheden er. Lidt af det hele Måske skal farten og stressfaktoren være så afsindig høj for at kamuflere, at '24: The Game' forsøger at gøre, hvad ingen andre computerspil nogensinde før har gjort og fået succes med: at klippeklistre så mange forskellige spiltyper sammen til én helstøbt oplevelse uden mærkelige hjørner og mærkværdige afklip hist og her. Der skal både races i bil, afmonteres bomber og knækkes koder, men hovedparten af spillet er et regulært skydetelt, hvor det alene gælder om at sprinte gennem store flotte baner med aftrækkeren i bund, mens al taktisk tænkning er parkeret uden for døren. Den behøves nemlig ikke, når terroristerne er ren idiotisk maskingeværføde med enorm selvmordslyst, som når de for eksempel ikke gider ulejlige sig med at kaste sig i dækning, når man skyder direkte mod dem. Som en tiltrængt afveksling skal Bauer og co. af og til desarmere bomber eller åbne lukkede sikkerhedsdøre, hvorved spillet skifter til små gådespil holdt i en sværhedsgrad, der kan klares af et skolebarn i 2. klasse på under fem sekunder. At Jack Bauer så tit piber over, hvor svære gåderne er, siger mest noget om, hvor diskriminerende spillets udviklere tackler deres målgruppe. Vi spillere skulle jo nødig møde en udfordring, som vi ikke kan klare i første forsøg, synes grundholdningen at være. Holder stilen Grundkrisen ved spillet er, at det er gjort så glat, lækkert og let for førstegangsspillere som muligt. Det betyder så også, at det holder én i hånden hele vejen, og hver gang man prøver at være lidt impulsiv - for eksempel ved at sigte manuelt på fjenderne - bliver spændetrøjen om spilleren lige strammet et nøk mere. Spillet er simpelthen så meget barnepige, at man krummer tæer. Særligt i de baner, hvor man i ren 'Splinter Cell'-stil skal være så stille som muligt, men er udstyret med både kort og radar over fjenderne, fulgt af kæmpestore gule pile, og løbende får yderligere tips og hjælp fra en agent i Bauers headset. Hav lidt mere tiltro til jeres spillere, Sony! Stilen i spillet er ellers fænomenalt flot og holdt i samme hektiske actionstil som tv-serien med smarte zoomvinkler, håndholdte kameraer og naturligvis særkendet med et skærmbillede delt op i tre eller fire små billeder. Det fungerer bare bedre på tv end på spil, må man konkludere. Helheden smager umiskendeligt meget af 'James Bond'-spillene fra Electronic Arts, hvor der er pumpet dynger af penge, talent og tid i de odiøst lækre mellemsekvenser, der glimrende holder dampen oppe på spillets historie med eminent stemmeskuespil og troværdig grafik. Men disse sekvenser er også det eneste, man ønsker at huske ved '24: The Game', mens det er bedre at fortrænge selve spillet, der er proppet ind mellem mellemsekvenserne som en art ligegyldig fugemasse uden smag og vitalitet. Et kompetent spil, der oser af spildt talent, når det gang på gang prøver at favne alt, men ender med intet.