Efter 10 minutter i selskab med 'Tomb Raider: Legend' er der ingen tvivl: Lara Croft er tilbage i topform mere veloplagt og veltrimmet end længe. For selv om mindet om Lara Croft for mange kåde teenagedrenge er lig mindet om den første, stormfulde forelskelse, så har hun været ude i kulden i mange år. Det på trods af, at frøken Croft er en omvandrende dosmerseddel over actionheltinder: engelsk eventyrer med beskidte hænder, snobbet accent og en krop, der kun kan være resultatet af et par yderst hengivne, mandlige spilgrafikere. Muligheden for at se denne gudinde forcere alverdens forhindringer ledsaget af en guttural stønnen var i midten af 1990'erne benzin på bålet i den mere testosterontunge verden af spilentusiaster. Frøken Croft blev på rekordtid et fænomen, der rakte langt ud over skærmen. Men al den berømmelse gav også den langlemmede dame stjernenykker, og efter de to første 'Tomb Raider'-spil leverede hun en lang række middelmådige præstationer, der kulminerede i 2003 med 'Tomb Raider: Angel of Darkness'. Croft var næsten ikke til at genkende med en distanceret mimik og tunge, kluntede bevægelser - ja, selv hendes æggende stønnen var gjort stueren. Actionheltinden faldt af på den, og de 30 millioner engangsaffærer, hun efterlod bag sig, trak opgivende på skuldrene og kastede hurtigt deres opmærksomhed på andre spil. Tilbage til rødderne Men nu flår Lara opmærksomheden tilbage, for med 'Tomb Raider: Legends' er opskriften fra det allerførste spil i serien gravet op og støvet af, så Lara med saltoer og flikflakker kan springe tilbage til sine rødder. For det er især kontrollen over og synet af den arkæologiinteresserede eventyrerske, der gjorde det første 'Tomb Raider' til noget helt specielt. Med livagtige animationer kunne man liste, gå og løbe rundt i omgivelser, der var fyldt med fælder, og hvor udfoldelsesmulighederne virkede uendelige. Lara kunne skubbe til enorme klippeblokke, svinge i lianer eller hoppe over enorme afgrunde og med det yderste af fingerneglene gribe fast i små afsatser. I 'Tomb Raider: Legend' er den intuitive styring tilbage, og uanset om man sidder foran fjernsynet med en controller i hånden eller ved pc'ens tastatur, så reagerer hun hurtigt og villigt på hver en ordre. Væk er det bøvlede kampsystem fra forgængeren, der pludselig prøvede at gå 'Prince of Persia'-serien i bedene og skabe lidt mere fysisk nærkamp; denne gang er det de klassiske to pistoler og diverse automatvåben, der udgør Laras arsenal. Tid til at tænke Forcen i dette syvende 'Tomb Raider'-spil er dog ikke de hurtige kampe, der ganske tydeligt udstiller fjendernes mangel på såvel dræber- som overlevelsesinstinkt. I stedet er det den gedigne gådeløsning, hvor hvert rum er en potentiel dødsfælde, og hvor der i den sidste halvdel af spillet for alvor bliver brug for de små grå, når trykfølsomme stenplader skal aktiveres ved at skubbe rundt med tonstunge sten. Det er særligt i gåderne, at 'Tomb Raider: Legend' blomstrer op og beviser, at Lara Croft ikke er en afdanket starlet - hvilket ny teknologi og diskrete plasticoperationer blot understreger. Der er brugt mange (mande)timer på at gengive hendes forparti, men også alt fra vandfald over de mørke krypter til toppen af en japansk skyskraber er billedskønne oplevelser. Særligt perfekt betoner musikken spillets afvekslende action og gåder, da den er komponeret med en sikker genrekendskab, forpustende bred dynamik og nærved magisk udnyttelse af vokalklang. Trods hakkeri i animationerne hænger PlayStation 2-udgaven godt med rent grafisk, men er præget af en underlig mathed i farverne. Ved første øjekast klarer Xbox 360-udgaven sig bedre med skarpere skygger og lyssætning, men selv om spillets baner aldrig burde komme i nærheden af at presse konsollen maksimalt, hoster animationerne alligevel af og til. Utilgiveligt på en så teknisk velhængt konsol som Xbox 360. Samtidig kunne vi godt være foruden banerne på motorcykel, hvor Lara farer gennem uinspirerede jagtsekvenser. Især her har spillet besvær ved at finde den rette synsvinkel, og resultatet bliver hurtigt frustration, da man hellere vil tilbage til de stemningsfyldte grotter og klare strabadserne på to ben. Kameraproblemerne og spillets forholdsvis korte levetid - en med kendskab til 'Tomb Raider'-serien kan se frem til 12 timer i selskab med den gamle flamme - trækker selvsagt ned i, hvad der ellers må betragtes som et fremragende om end konservativt udtænkt comeback til en af spilbranchens femme fatales. lordagsliv@pol.dk