Hitmanserien er en niche for sig. Hverken technothrilleren 'Splinter Cell' eller det brutale voldsspil 'Manhunt' har kunnet erstatte dens hårdkogte blanding af 'Leon' og 'Sjakalen' tilsat en knivspids glamourøs James Bond. Så man kan dårligt brokke sig over, at seriens fjerde udspil, 'Blood Money', ligner sig selv, og at hovedingredienserne stadig hedder lyddæmpere, listesko og konstante kostumeskift. Denne gang sætter vores klonede helt, Agent 47, kursen mod USA, da et konkurrerende lejemorderbureau begynder at udrydde hans arbejdsgivere og deres agenter. Den tidligere CIA-chef Leland Alexander Cayne er på sporet af 47, og vi spiller missionerne, efterhånden som han fremlægger sagerne for en journalist. Efter et par flashbacks til en vinsmagning i Chile og operahuset i Paris, hvor en tenor skal likvideres under prøverne til 'Tosca', forflyttes handlingen til Staterne. Vi kommer til julefest hos en Hugh Hefner-agtig pornobaron i Rocky Mountains og til bonderøvsbryllup på en sydstatsplantage, og vores skaldede snigmorder når at trække i både klovnedragt og kyllingekostume. Snigende kvalitet Det er dog i anden halvdel af spillet, at både plottet og den ny grafikteknologi virkelig træder i karakter. Vendepunktet kommer, i det øjeblik man åbner døren til hotellet i New Orleans og pludselig befinder sig midt i Mardi Gras-karnevalet. Selv i 'GTA'-seriens storbymiljøer er der sjældent mere end ti fodgængere på skærmen ad gangen, her er der hundredvis af feststemte mennesker, så langt øjet rækker, og det er vitterlig en unik oplevelse at skygge en rivaliserende lejemorder gennem menneskemylderet. Desværre er banen blandt spillets korteste, og teknikken udnyttes ikke igen. Til gengæld byder de efterfølgende baner på fine koncepter som himmel og helvede-fest med gotisk djævlestemning i kælderetagen og æterisk englemusik i penthousesuiten, for ikke at nævne den fænomenalt iscenesatte slutscene. Undgå at blive set En interessant nyskabelse i spillet er, at man nu kan få sine mord til at ligne ulykker. Den simpleste metode er at give ofret et diskret puf ud over rækværket, mens han beundrer udsigten fra balkonen. De mere udspekulerede kan som et andet 'Phantom of the Opera'-gespenst montere en bombe på hejseværket til lysekronen eller i bedste 'Tom & Jerry'-stil lade et koncertflygel brage ned over fjenden. På baner med flere mål kan det udvikle sig til absurde ulykkesepidemier, når syv af hjuldamperens besætningsmedlemmer tager turen ud over rælingen samme aften. Den anden væsentlige gameplaynyskabelse lader spilleren tage konsekvensen af sine handlinger. Jo flere vidner, der ser dig, desto mere præcis bliver efterfølgende avisens fantomtegning, og desto større er risikoen for at blive genkendt på følgende baner. Er man berygtet nok, kan man ikke gå mange skridt, uden at nogen begynder at kæfte op om 'den skaldede lejemorder'. Designhuller Titlens 'blodpenge' - de kolde kontanter man belønnes med efter hver opgave - kan for eksempel benyttes til at mindske opmærksomheden gennem bestikkelse og afrydning af spor. Men når man i stedet kan bruge dem på at opgradere sine våben med alverdens lasersigter, lyddæmpere og specialammunition, er der reel gevinst for dem, der fatter første stavelse i jobbeskrivelsen 'snigmorder'. Desværre er systemet vægtet sådan, at man altid har rigeligt med penge, blot man spiller nogenlunde behersket. Den kunstige intelligens hos de computerstyrede figurer er samtidig blevet mere tolerant. Vagterne forsøger ikke at tage livet af dig, blot fordi du kommer for tæt på, men giver dig i stedet en løftet pegefinger. Det er mere realistisk, men ender i den modsatte grøft, for selv på næsthøjeste sværhedsgrad er det muligt at spæne forbi narkobaronens vagter og snuppe hans fly for næsen af dem, endnu inden de har trukket deres våben. Løfter for fremtiden Fans af spilserien får præcis, hvad de kunne håbe på: 13 nye baner i klassisk 'Hitman'-stil, vidt forskellige miljøer at udforske og rig mulighed for utallige gennemspilninger for at finde de smarteste drabsmetoder. Mere tvivlsomt er det, om 'Blood Money' vil kunne omvende dem, der endnu ikke har ladet sig fascinere eller fordærve af Agent 47's amoralske univers. Til det ligger det for tæt på sine forgængere. Men potentialet til fornyelse viser sig i glimt: De store menneskemængder, konfrontationerne med andre lejemordere og ikke mindst den episke fortælling tegner godt for 'Hitman'-seriens fremtid. lordagsliv@pol.dk