Med rollen som rotten Remy tager ’Ratatouille’-spillene udgangspunkt i den genre, som desværre er blevet synonym med enhver spilfortolkning af en film: platformsgenren.
Fodret med små filmbidder taget direkte fra filmen – dog heldigvis uden at afsløre for meget af historien – introduceres man gradvis til spillets basale regler og opgaver: Forskellige ting skal vanen tro indsamles for at optjene ekstra liv, helbred eller adgang til bonusmateriale. På Nintendo Wii er styringen nem, så snart man har lært de grundliggende kommandoer, og det er fint, at de samme knapkombinationer går igen i de forskellige opgaver i hele spillet. Skuffende nok udnytter spillet ikke Wiis originale styring, for denne tages kun for alvor i brug i en række simple og hurtigt overståede minispil. Styringen er også problematisk på Xbox 360, hvor det kan være frustrerende svært at afstandsbedømme sine hop, mens Nintendo DS-versionen fra tid til anden lider af kameraproblemer. En del af charmen fra filmene er der dog sivet igennem til spillene – ikke mindst på grund af velindtalte danske stemmer igennem hele spillet på Wii og Xbox 360. I Nintendo DS-versionen må man desværre nøjes med dansk tekst, hvilket dog opvejes ved mere simple baner, der kræver mindre forklaring. Tabt potentiale Gode danske stemmer kan ikke redde, at ’Ratatouille’ løb af sporet allerede i udvikleren Heavy Irons vision for spillet. I stedet for at lade sig inspirere af filmens kernetemaer som madlavning og dens vellykkede fortællestruktur og bifigurer har de på traditionel vis valgt at bruge filmens forskellige scener som baggrund for i længden uinspirerede baner. Både Wii- og Xbox 360-versionerne af spillet er skåret efter den mest forstokkede skabelon for et platformsspil, som Heavy Iron overhovedet har kunnet opsnuse. Eller haft tid og råd til. Kun Nintendo DS-versionen afviger fra en grå masse af platformsspil ved at inkludere et afvekslende madspil, hvor man via den trykfølsomme skærm skal snitte grøntsager og anrette maden samt puste ind i konsollens mikrofon, hvis retten bliver for varm. Alle tre versioner af ’Ratatouille’ kan spilles af de yngste, men anbefales hovedsagelig til garvede spillerotter, som ikke kan få nok af filmen. Nintendo DS-versionen er at foretrække, da hverken Xbox 360 eller Nintendo Wii-versionen byder på noget, der ikke allerede er set i adskillige andre og bedre platformsspil før. Overraskelserne udebliver i endnu et stokkonservativt licensspil, der ellers havde potentialet til at være så meget mere.
