Pelsknolden er Ratchet. Den metalliske rustdåse er Clank.
Siden deres debut på PlayStation 2 i 2002 har ’Ratchet & Clank’ været loyal over for platformgenren i rigeligt med afsatser at hoppe over og fjendtlige robotter at destruere, men det virkelig nye var introduktionen af et gigantisk arsenal af både seriøse og sære våben. Platformspil møder skydespil – og med stor succes. En endnu større succes er dette fjerde spil i rækken, der er et godt bud på seriens højdepunkt. I ’Tools of Destruction’ tager makkerparret Ratchet og Clank endnu en gang kampen op mod onde galakseerobrere, men denne gang rejses og besvares også flere generelle spørgsmål: Hvor kommer Ratchet fra, og hvad er robotfjenderne egentlig ude på? Hele tiden med et glimt i øjet, hele tiden med øje for det absurde. Vigtigst er dog som altid selve actiondelen, når man som primært Ratchet sprænger både små, sprælske grupper af arbejderrobotter og større RoboCop-lignende dræberrobotter i stykker. Til hjælp er et våbenarsenal, der overgår de tidligere spils. Her er våben, der lammer fjenderne, skyder med bikuber, eller sågar et diskokugle-gevær, der får fjenderne til at danse frem for at kæmpe! Humoren gennemsyrer spillet, og den går hånd i handske med brugervenligheden: Med få knapper kan du på få sekunder nå at sigte, skyde, skifte våben, sigte og skyde igen til synet af robotragelse, der regner ned over skærmen. En overflod af overskud De hektiske skuddueller er dog kun en del af ’Tools of Destruction’, for tempoet varieres altid: Glid langs jernrør, mens du undgår modkørende tog, robotlasere og blindgyder, bemand et rumskib eller løb zigzag hen over en bro, der er ved at kollapse. Der er sjældent tid til at nyde den sublime animation og de ekstremt imponerende baner sat i et sprælsk fremtidsunivers med plads til både store, grønne slyngplanter og grå, metalliske skyskrabere. ’Tools of Destruction’ er forbilledligt nemt at gå til og styringen enkel, så alle på nær de alleryngste og allerældste kan være med – også fordi al tekst og tale er oversat til dansk. Det er for nemt for de seriøse spillere, der søger udfordringer, og derudover er det for ringe, at der er bare én mulighed for at spille multiplayer. Men det er små ridser i lakken, når helheden er intet mindre end en overflod af overskud i både design, i fortælling og underholdning.
