Fuld mandsopdækning af skuespillere og dybt bevægende baggrundsmusik. Åndeløse storslag i pittoreske landskaber, hvor den flammehårede furie Nariko ekspederer tusindvis af fjender i en spektakulær kampballet. Actionspillet ‘Heavenly Sword’ er ét stort pin up-spil, sat i verden for at bevise, at PlayStation 3 kan rykke Hollywood på spilform: Hele spillets persongalleri er animeret efter rigtige skuespilpræstationer ned til mindste smilerynke, øjenbryn og tic. Men bag den hollywoodiserede kulisse er ‘Heavenly Sword’ et skuffende uinspireret actionspil med et monotont gameplay og flere sjældent tandløse ’gåder’. Splittet i to Når man som undertegnede har udstået sine prygl i genre-klassikere som ‘God of War’ og ‘Ninja Gaiden’, er ‘Heavenly Sword’ et spil, der splitter mig i to. Min ene halvdel nyder hvert sekund af den velskrevne historie fortalt gennem overrumplende flotte mellemsekvenser, der vitterlig indfanger skuespillerens optræden bag de animerede figurer. Andy Serkis (Gollum og King Kong) nyder tydeligvis rollen som den rablende magtliderlige ærkeskurk kong Bohan, men også de andre skuespillere leverer overbevisende præstationer med sublimt stemmeskuespil. Standarden for grafik, skuespil og animationer i spil har med ét fået et gigantisk løft. Men selv om alt spektaklet forblænder, og spillets perfektionistiske filmglasur dulmer frustrationerne, ærgrer min anden halvdel sig over, hvor slemt spillet fejler i de grundlæggende spilelementer som gåder, lange loadetider, styring og fjendernes intelligens. Ja, der er sågar stadig graverende bugs i spillet, så man i visse tilfælde ikke kan slå fjenderne ihjel og derved er tvunget til at starte banen forfra. Knap så himmelsk Størstedelen af ‘Heavenly Sword’ går med at hamre på knapperne som en vanvittig, mens man som Nariko kæmper sig gennem absurd store hære af fjender for at redde sin krigerklan fra kong Bohan. Kampsystemet er – i teorien – bygget op omkring valg af et let, normalt eller tungt hug med Narikos sværd, hvilket kan kombineres til hundredvis af knapkombinationer. Men på den normale sværhedsgrad kan man komme skuffende langt – faktisk helt frem til sidste kamp mod Kong Bohan – ved blot at hamre to knapper hurtigt nok ned, så snart der kommer fjender inden for rækkevidde. Som tiltrængt variation skal man af og til styre kanonkugler eller pile mod fremstormende katapulter eller fjender. Her er ideen, at man selv skal gelejde dem mod målet ved at tilte PlayStation 3-controlleren til siderne i luften. Hvilket er uhyre sjovt de første par gange, men ‘Heavenly Sword’ gentager den finte så mange gange, at den til sidst føles skrigende monoton. Samme styring skal man også bruge i spillets ’gåder’. I disse skal man af uransagelige årsager styre flyvende hatte – handy placeret i en kasse – mod belejligt ophængte gongonger, så en dør kan åbne sig. Ud over at være latterligt intetsigende og fuldkommen løsrevne fra spillets handling er disse opgaver af og til så fornærmende svære at løse i praksis, at man bare håber, det hurtigt er overstået, så man kan komme tilbage til historien. Opgør med traditionen Dermed er historien og grafikken de eneste elementer, der redder ‘Heavenly Sword’ i land, mens spillet – set med en spillers øjne – ikke når på højde med ‘God of War’ og ‘Ninja Gaiden Sigma’, der begge har dybere og bedre gennemtænkt kampsystem, hvilket sikrer langt større variation. ‘Heavenly Sword’ tør til gengæld gøre tingene på sin helt egen måde, nemlig når det prioriterer spektakulær filmisk action højere end et dybt og alsidigt gameplay, når det sætter nye grænser for grafik og skuespil på spilform, når det indfører et slående simpelt kampsystem med overfladiske gåder, og når det udfordrer traditionen om, at et spil absolut skal vare tredive timer, før der er ’nok’ underholdning i dem til prisen. ‘Heavenly Sword’ kan nemt gennemføres på under ti timer, hvilket for garvede spillere vil føles oprørende lidt, men for spillets egentlige målgruppe, nybegyndere og mere lejlighedsvise spillere, der ikke orker de normale spils kæmpeodysseer og bare gerne vil underholdes, er det tilpas. Ren popcorn, men den slags man husker.