Da Sony første gang viste ’Genji’ frem for en forsamlet verdenspresse i Los Angeles sidste sommer, skete det med et klæbende nemesis-stikord: ’kæmpe fjendtlige krabber’.
’Crab’ på engelsk ligger jo så belejligt tæt på ’crap’ (værre end skidt), og som en selvopfyldende profeti havde selv spillets producer tragikomisk svært med at styre sit eget spil ved live-præsentationen foran publikum. Hvilket i dag er blevet et klassisk YouTube-moment, der nu – med spillet i hånden – siger mest om ’Genji’ og intet om producerens evner udi tæmning af PlayStation 3’s controller. For med ’Genji’ er vi landet i den type spil, der med en pinagtigt fortærsket vrøvlehistorie satser alt på et gameplay, der mener, at morskab er direkte proportionalt med antallet af fjender på skærmen samtidig. Et spil holdt i en arketypisk japansk stil, hvor langt mere fuldendte spilserier som ’Onimusha’ og ’Dynasty Warriors’ for længst har været og bevist, hvordan det samuraisværd skal smedes. Tvisten i ’Genji’ er, at man under kampene mod de hundredtusindvis af anonyme fjender – der i øvrigt er så meget gentlemen, at de pænt venter i kø rundt om dig, indtil det bliver deres tur – kan skifte mellem de fire figurer, man ’vinder’ i løbet af spillet. Og her skærer vi os igen igennem en tsunami af klicheer med en hovedfigur, der er allround-krigeren, mens en anden er bomstærk, men langsom, og en tredje er hurtig, men svag i slagene. Og sådan er det hele vejen igennem. Intet overraskende. Kliché på kliché og intet, der gør, at man uforbeholdent jubler, at det viste da potentialet i PlayStation 3. Nuvel: Grafik og lyd er nysselige, men kameravinklerne er oftest så ubehjælpsomme, at jeg begyndte at flække fjenderne alene ved at kigge på det lille oversigtskort i øverste højre hjørne, der som en radar viser ens position i forhold til de nærmeste fjender. En falliterklæring af rang, når alt det grafiske lir på skærmen nedenunder alligevel er ren candyfloss: farverigt og sukret til i effekter, men ulideligt umættende i længden. ’Genji’ viser ellers fine ideer i sit våbensystem, og udfordringen bliver afgjort bedre tilpasset senere i spillet, når fjenderne bider mere fra sig, og man tvinges til at skifte figur løbende. Men efter syvtusind sværdhug, en ulidelig uinteressant baggrundshistorie og snoskedumme fjender gider jeg bare ikke længere. En selvdød spilidé kan ikke holdes i live ved kun at pøse ekstravagant flot grafik og nette effekter på i metermål.
