Alarmklokkerne kimede, allerede da jeg fik præsenteret præmissen bag ’Resistance’: action baseret på en alternativ virkelighed, hvor Anden Verdenskrig aldrig fandt sted. »I stedet kommer der så disse her rumvæsner ...«, fabulerede spillets udviklere, og vejen var nu banet for, at en sammenbidt og – selvfølgelig – ærkeamerikansk soldat redder dagen og verden, mens spillet redder æren som eneste større eksklusive actionspil klar på lanceringsdagen for PlayStation 3. Med det in mente er det tydeligt, at ’Resistance’ er (for)tænkt som det actionbrag, der skal løfte samme byrde for PlayStation 3, som ’Halo’ gjorde for Xbox og ’Zelda’ for Wii: at være grunden til, at vi køber en ny konsol uden samvittighedskvaler over for hverken bankrådgiver eller ægtefælle. Allerede der hopper kæden af for mig. Særligt når historien i ’Resistance’ er en omgang forvrøvlet kontrafaktisk historieforskrivning, hvor den grusomme parasit-baserede rumvæsenrace Chimera angriber jorden i 1950’erne, så kun en enkelt soldat fra USA kan redde os alle. Helten in spe er Nathan Hale, der hurtigt viser sig at være det eneste menneske, der overlever med chimera-virus i kroppen, mens alle andre inficerede bliver til skydegale monstre med sylespidse tænder, et par ekstra øjne og tungt våbenarsenal. Shakespeare go home. Brunt i brunt Dermed går starten til de første mange baner fyldt med skrattende automatrifler, fade kaki-uniformer, snottumpede medsoldater og hvislende morternedslag – alt sammen mens man styrter spidsrod gennem ensformigt triste udbombede engelske byer i nuancer af brun og sort. Jo, det er da hektisk, flot og moderat medrivende, men der mangler den unikke gnist, specielt hvis ’Gears of War’ eller ’Call of Duty’-serien allerede står på hylden derhjemme. Faktisk er de første timer så skuffende, at man sukker sig igennem angrebsbølge efter angrebsbølge af ukløgtige chimera-væsner, der ingenlunde er de kvikkeste kamp-aliens, universet endnu har set. Men efter et par timers krig i kliche-land skifter spillet ham: Banerne lukker sig op og bliver større og mere varierede, chimera-racen holder vagtskifte og kæmper mere udfordrende, og våbenarsenalet går fra spøjst til sublimt. Pludselig er der adgang til geværer, der skyder gennem vægge, snigskytterifler, der sætter tiden på pause, og futuristiske energivåben, der skyder om hjørner. Derefter er det ikke bare at skyde sig igennem rumvæsnerne, men at tænke taktisk og kreativt over, hvilke våben der passer til hvilke situationer. Så er det pludselig lidt lettere at leve med, at styringen skriger på opstramning, og irritationen over, at når man dør, risikerer man at blive sat 20 minutter tilbage på banen. Dumhed på dumhed Med chimera-racen prøver ’Resistance’ tydeligvis at famle efter samme helstøbte mytologi, som ’Halo’ leverede. Problemet er blot, at dels er chimera-væsnerne simpelthen for snotdumme i kamp, dels er hele historien med aliens som parasitiske sataner, der planter æg i levende mennesker, åndsfortærende uoriginal. Det værste er, at historien ved, at den er håbløs, når man fragtes fra bane til bane uden nærmere forklaring, mål og mening. Grundlæggende er det altid i retning af »Nu er du her, og nu skal du bare løbe den vej og så overleve, o.k.?«. En undskyldning for action, der ikke burde holde i et actionspil anno 2007. På papiret rummer ’Resistance’ alle de ingredienser, der kræves for at skabe et sikkert spilhit: teknisk overlegen svælgen i krig, et skvæt Anden Verdenskrig, en kop ulækre rumvæsner, tonsvis af kreative supervåben og godt med eksplosioner til at binde det hele sammen. Men som enhver god hjemmekok ved, så bliver aftensmaden ret kedsommelig, hvis standardopskriften følges til punkt og prikke. Bortset fra våbenudvalget følger ’Resistance’ opskriften. Derfor er det svært at finde den nerve eller anderledes kant, der får en til at spille videre, selv om klokken er fem om morgenen. Overlever tålmodigheden de første par timer af ’Resistance’, gemmer der sig eminente overraskelser og et holdbart gameplay underneden. Men det undskylder ikke en udtrådt historie, floppet fortællestruktur og følelsen af, at ’Resistance’ er lige så fortænkt, som det er forceret.