Måske var der en naturlig grund til, at bogen og filmen om ’Den sorte hingst’ handlede om fyrige arabere og galopkonkurrencer – de noget mere adstadige ridebanespringningskonkurrencer gør sig bare ikke så godt som actionpræget underholdning.

De, der dyrker sporten, vil så indvende, at det er en sport, der kræver evner hos rytteren og en yderst veltrænet hest, men det er to aspekter, der desværre slet ikke kommer til udtryk i ’Me and My Horse’. Ridebanedelen, som udgør hovedparten af spillet, er en række forbløffende ens baner, der skal navigeres igennem på tid. Hesten ved selv, hvornår den skal hoppe, og ruten er vist med pile, så udfordringen består blot i at styre hesten. Hestens bevægelser og kunsten at dreje skarpt eller at afpasse farten, så hesten ikke stopper op og nægter, er realistisk nok, men banerne byder ikke på nogen variation i forhindringer eller andre udfordringer. Pletvis sjov
Ud over konkurrencedelen har spillet en række minispil. Styringen er den samme, men her er der lidt mere abstrakte og pletvis sjove udfordringer. Som i alle de her testede spil er der et væsentligt påklædningsdukkeaspekt, hvor man både kan udforme og udstyre hest og rytter. Efterhånden som man gennemfører baner, bliver der lukket op for flere valgmuligheder. Det er måske realistisk nok, at hesten selv ved, hvornår den skal hoppe på banerne, men det skyldes jo kun træning og samspillet mellem hest og rytter. Det mangler helt her. Hesten kan plejes med børster og vandslange, men den står der bare. Man kunne lige så godt vaske en bil. Uden personlighed
Grafikken er pæn, men de forskellige heste mangler fuldkommen personlighed. Og mon ikke mange piger foretrækker heste frem for knallerter, fordi de netop er levende dyr? Her har folkene bag spillet forspildt en chance. ’Me and My Horse’ appellerer til rigtige hestepiger med hang til ridebanespringning, men spillet springer over, hvor gærdet er lavest.