Eftersom rumspil ofte bruger samme mytologi og fremtidsvisioner med teknologisk fremskrivning, er de sjældent værd at skrive hjem om.
’Genesis’ er til gengæld værd at kigge nærmere på – som et af de første rumspil siden ’Homeworld 2’ fra 2003 – men udelukkende for sin æstetik. For lige så meget som organiske rumskibe, der bløder frem for at lække olie, og en fortælling med sære, religiøse undertoner trækker op, lige så meget trækker besværlig styring og dårlige designvalg ned. I rollen som kommandør med kontrol over både rumstationer og -skibe er målet i både enkelt- og flerspillerdelen klart: At tilrane sig ressourcer, spytte både arbejds-, jager- og spionfly ud og bombe de ansigtsløse rumvæsner tilbage til det 21. århundrede. Altså overvejende klassisk strategi. Nyt er imidlertid, at skibene på få sekunder kan mutere, hvis man fjerner et eller flere af deres ’gener’ og indsætter nye. Fjern laseren, indsæt et par raketter og voila: pludselig kan dit jagerskib angribe fra tre gange så lang afstand og med tre gange så meget ildkraft. ’Genesis’ bygger på en syret europæisk tegneserie og er både i sin afbildning af det ydre rums mørke, eksplosioner i kamp og de farverige rumskibe en sand nydelse. Tilsvarende imponerende er spillets balance mellem egne og fjendens enheder. Man skal stå tidligt op fra sin rumseng for at slippe forbi fjendens patruljer og i øvrigt nedlægge deres base med både forsvarstårne og pansret moderskib. Desværre er det umuligt at udføre taktiske manøvrer under rumkampene, idet tempoet er for højt. Det er umuligt at nå at klikke på bittesmå ikoner, så ens rumskibe affyrer missiler eller aktiverer deres energiskjold – eller blot have tid til at flytte de stærkere nærkampsskibe frem foran de svagere. Nej, det er ikke engang muligt at sætte hastigheden op eller ned, hvilket betyder, at al kamp bliver tilfældig, mens alt andet bliver langsommeligt. ’Genesis’ er en fest for øjnene og for fantasien, men er simpelt hen ikke noget særlig godt spil. Det endelige indtryk er i dén grad blandet.
