Sus i maven, kriblen ned ad ryggen og gåsehud på armene.
Sådan føles det, første gang man svinger sig fra Central Park over New Yorks gule taxier og hen til avisen The Daily Bugle. Undervejs uddeler man bankekød til slemme drenge, spejler sig i skyskrabernes blanke vinduer og redder jomfru Mary-Jane et par gange. Nej, at være Spider-Man er ikke kedeligt. De første par timer, forstås. ’Spider-Man 3’ er rå slå-, spark- og svinge rundt-action i et tempo, der næsten får hjertet til at springe ud af edderkoppedragten, men desværre også et spil plaget af fejl og mangler, der er en amatørudgivelse værdig. New York fremstår krystalklart og stålblankt, men også befolket af grusomt tåbelige tyveknægte, der som oftest angriber én ad gangen frem for samtidig. Kultskuespilleren Bruce Campbell indtager med både jokes og oneliners fornemt rollen som både fortæller, guide og hjælper, men får intet at arbejde med. Der er blevet plads til både ærkefjender som Den Grønne Goblin, Sandman og Venom, men det hjælper lige fedt, når plottet som helhed slet ikke hænger sammen. Værre end både idiotiske fjender og en fortælling uden konflikt, nerve og rød tråd er dog, at man som edderkoppemanden har mere end 20 forskellige angreb til rådighed, men kan klare sig gennem spillet med 3-4 stykker og indimellem tilmed må døje med latterlige missioner: Hvor sjovt er det egentlig at vandre rundt på gaden og tage billeder af muterede øgler, når man kunne bruge tiden på at svinge sig fra skyskraber til skyskraber og bekæmpe superskurke? Spider-Mans borgerlige alter ego, Peter Parker, er fotograf, nuvel, men betyder det virkelig, at Spider-Man skal sendes på simulerede fotoopgaver? ’Spider-Man 3’-spillet er – som ægte superhelte er flest – bedst at beundre på afstand.
