Arthur and The Minimoys’ er et grafisk flot fantasyspil bygget over Luc Bessons bøger og film. Desværre er det ikke lige så sjovt at spille, som grafikken er nydelig. Og man kommer efterhånden også til at savne lidt variation i minimoysernes grufuldt krigshærgede, men kønne grønne miniverden, der udspiller sig mellem stråene og krybene i en græsplæne. Man vælger mellem at spille Arthur, prinsesse Selinia eller prins Betameche, men for at gennemføre skal man gøre taktisk brug af deres forskellige egenskaber. Her minder spillet meget om Harry Potter-spillene. Men ’Arthur and The Minimoys’ begår den fejl, som nok så mange spilversioner af film og bøger, at det forsøger både at være skægt at spille og at genfortælle forlæggets handling. Men der er himmelvid forskel på spil og fortælling, så de fleste af udfordringerne stammer hverken fra bog eller film, og al handling kommer så som klippede filmsekvenser mellem missionerne. Også på den måde minder spillet meget om Harry Potter-spillene. Der er en skønsom blanding af gåder og action, men kampene mod skurken Maltasars hær af seïder, der i det engelsksprogede spil hedder henchmen, bliver efterhånden langtrukne og ensformige, og der er for mange opgaver, der kræver, at man skal gå langt tilbage til tidligere afdækkede områder. Man vader og vader. Og hopper og dræber. Udfordringerne er set hundrede gange før, og spillet mangler i sidste ende en afgørende charme.
Lang tur i græsset
Lyt til artiklen
