Det er svært ikke at trække på smilebåndet og gribe det gamle legetøjssværd ved gensynet med Conan – verdens mest berømte og berygtede barbar. Lige siden amerikanske Robert E. Howard i 1930’erne introducerede Conan the Barbarian i sin fortælling ’The Phoenix on the Sword’ har den mørkhårede, muskuløse morder med de tunge, sortrandede øjne været en del af populærkulturen. Fra tegneserier over Hollywood-film – ’Conan the Barbarian’ fra 1982 var Arnold Schwarzeneggers gennembrud – til computerspil. Nu er det, tre år efter seneste Conan-spil, blevet tid til endnu et. Desværre? Nej, heldigvis. For det seneste spil om Conan, slet og ret kaldet ’Conan’, er præcis, hvad fans af barbarens brutale blodbade kunne ønske sig: Et voldeligt virvar lige så hovedløst som de fjender, man gang på gang kapper, skærer og sparker knolden af. Dog uden de friske idéer fra forbilledet, spillet ’God of War’, og uden det stilistiske vovemod fra ’Shadow of the Colossus’. Nærmest ren stiløvelse i at springe over, sprinte forbi og skære lige igennem horde efter horde af ansigtsløse fjender, indtil man i ny og næ møder en overboss, for eksempel en stor, skaldet kriger med et meterlangt øksehoved eller en ildspyende drage. Fortællingen er komplet underordnet: Du er stor og muskuløs, og du har et sværd. Det er alt, hvad du behøver vide – og næsten også alt, hvad du får at vide! Det er næppe urimeligt at kalde ’Conan’ computerspillenes svar på filmenes exploitation-film: Et interaktivt blodbad, hvor der kun er én vej frem, ingen dialog og sjældent hjernevridere, der er sværere end ’drej på denne knap’. Så det anbefales at efterlade hjernen ved startmenuen. Men hvorfor så spille det? Netop derfor. Netop fordi det er hjernedødt, forudsigeligt og ekstremt voldeligt, for med det følger også tilgængelighed og umiddelbar tilfredsstillelse. Hvis man har nydt ’God of War’, ’Devil May Cry’ eller foretrækker action med mindst et par liter blod og et par afrevne arme, vil man elske ’Conan’. En styring, der er let at lære, men svær at mestre, en støt stigende sværhedsgrad og hundredvis af morbide situationer. Eneste minus her er, at enkeltspillerdelen kun varer otte-ti timer. ’Conan’ formår ikke blot med sit blod og sine indvolde, men også gennem smukt tilsandede katakomber, frodige jungler og mystisk østerlandsk musik at skabe en overbevisende ramme for splat og smat. Absolut uegnet for sarte sjæle, men bestemt et kig værd for de barske.