Japanske ’Siren: Blood Curse’ er spænding i reneste form: ulmende usikkerhed, overraskelse og klimaks. Ho- vedattraktionen er dog hovedpersonernes mulighed for i bogstaveligste forstand at se med horden af udøde krabaters øjne: Venstre side af skærmen viser ens figur, højre side zombiernes udsyn. Dette alvidende dobbeltblik er et unikt tvist af førstepersonsperspektivet. Det gør det skjulte og ubemærkede til en sand kunst. Taktisk tænkning og timing er altafgørende, da man kun har det ene splitsekund til at snige sig forbi zombiens blinde vinkel. Det er gys og gemmeleg med flere nuancer og større konsekvenser, som at gemme sig i et klædeskab, men samtidig se, hvordan uhyret nærmer sig. I ’Siren’ skaber synsvinklerne i høj grad frygten. Som discipel af ’Resident Evil’-seriens survival horror er målet i ’Siren Blood Curse’ mestendels at holde sig i live med intet eller sparsomt våbenarsenal, mens dusinvis af udøde sværmer omkring en. Vægten er lagt på at undvige frem for at overvinde.
At spillet er opdelt i 12 episoder af hver 30-60 minutters varighed og med forskellige hovedpersoner er her en klar fordel. Dels føles episoderne afvekslende forskellige, da hovedpersonerne har hver deres evner. Dels giver de adskilte narrative forløb bedre muligheder for helstøbte spændingskurver inden for et begrænset tidsrum. Baggrundsfortællingen i ’Siren’ om et amerikansk tv-hold, der undersøger myten om menneskeofringer, støber en fin ramme, men aldrig mere end netop et afsæt. Spillets virkelige hovedpersoner er snarere synsvinklerne, skyggerne, usikkerheden og særligt lyddesignet, hvor hvert et åndedræt og hver en knirkende dør høres akkompagneret af sagte spøgelseshvisken i vinden. Stemningen er skræmmende anderledes i en sådan grad, at man glemmer svagheder som bøvlet styring og grumset grafik. I sin leg med synsvinkler er ’Siren: Blood Curse’ fremmedgørende og forstyrrende, men som når japansk horror er bedst samtidig så frydefuldt forførende.
