Kun fem kugler tilbage, men tæt på målet. Men som gysere er flest, springer en sidste zombie ud i hovedet på én, skridtet før man ville været nået i sikkerhed. Præcis sådan opleves det sociale gyserspil ’Left 4 Dead’, hvis største nyskabelse er, at det indretter gyset efter spillernes evner. ’Left 4 Dead’ er ikke en interaktiv gyserfilm. Det tætteste, vi kommer en egentlig historie, er teksten »14 dage efter udbruddet«, der dumper os in media res lige ned i fortællingen om fire overlevende i en verden overrendt af udødt rakkerpak. Det giver ingen mening, men til gengæld er kernen den ene adrenalinpumpende gyserscene efter den anden.
Kvikke zombier
I alle spillets baner skal de fire spillere liste, løbe og skyde sig vej gennem horder af zombier for at nå et par minutters sikkerhed. Nok til lige at få pulsen ned, før det går løs igen. Fans af zombiegenren diskuterer, om MTV-generationens hurtige zombier som i filmene ’28 Days later’ og ’Dawn of the Dead’ misforstår zombien som symbolet på vores uundgåelige død. ’Left 4 Dead’ er fløjtende ligeglad, for her er zombierne så adrætte, at de læner sig sidelæns, når de tonser rundt om et hjørne. Og når man ved et uheld har aktiveret en bilalarm, kan synet af hundrede tililende zombier i spurt give selv den mest garvede gyserentusiast hjertekvababbelse.
Flere zombier fra højre, tak! Mens andre spil praler af de enkelte fjenders kunstige intelligens, er skaberne af ’Left 4 Dead’ – amerikanske Valve – gået en anden vej. Zombierne og andre større bæster styres centralt af en art ’instruktør’, der konstant holder øje med, hvordan spillerne klarer sig. Dermed hidkalder spillet sværme af zombier på de mest passende tidspunkter, så det øger spændingen og tilpasser sværhedsgraden. Det fungerer bare. Følelsen af panik, fortvivlelse, frygt og forventning er frydefuld og konstant.
