1. The Legend of Zelda: Twilight Princess (Wii) At stå og pludselig svinge drøje sværdhug ud i luften kræver tilvænning - særligt når omkring 15 fremmede mennesker kigger på samtidig. Men efter et par minutter med næste kapitel i 'Zelda'-serien, designet til Nintendos Wii, var styringen formidabel intuitiv, og publikums nysgerrige blikke glemt. Sværest var det at sigte med bue og pil med Wiis controller viftende i luften, for følsomheden er sat alt for højt til, at man kunne sigte præcist uden at få ondt i armene. Jeg håber, det når at blive rettet, for bortset fra dette synes kombinationen Zelda og Wii at være et sikkert hit. I forhold til sidste eventyr i serien 'The Wind Waker' er stilen lagt helt om i 'Twilight Princess' til en markant mørkere og mindre tegnefilmsagtig grafik, der dog stadig er umiskendelig Nintendo. 2. Gears of War (Xbox 360) Der er noget herligt tungt, pseudorealistisk og snavset over Microsofts gyseractionspil 'Gears of War', som nok er ekstremt blodigt, men også uhyrlig berusende action, der bringer minder frem om 'Halo'. Styringen var meget logisk og letlært, da man inden for få minutter kunne udføre filmiske agentrul, kaste sig fra dækning til dækning og jonglere med granater og skydevåben. Jeg prøvede multiplayerdelen, der synes enormt strømlinet og lækkert designet, og hvis enkeltspillerdelen holder samme høje niveau, har Xbox 360 til jul et spil, der virker som en vindende blanding af 'Halo', 'Doom' og 'Alone in the Dark'. 3. Guitar Hero II (PlayStation 2) Ikke fordi det ligefrem revolutionerer, men der er bare noget eviggyldigt kernesjovt ved at spille på plastic-guitar til de hårdeste metalnumre. Ud over et væld af nye numre, guitarer og spillearenaer er den største nyskabelse i fortsættelsen, at man kan spille sammen på numrene i stedet for at konkurrere. Nu kan den ene spiller beherske leadguitaren, mens den anden styrer bassen. Det kræver selvsagt to guitarcontrollere, men så er det også uforfalsket gameplay, der er mindst lige så sjovt at kigge på som at være med i. 4. Spore (pc) Fra hjernen bag 'The Sims'-spillene, Will Wright, er 'Spore' spillet, hvor man skal bygge hele sin egen civilisation op fra celleniveau til erobring af rummet. Sidste år var spillet også på catwalken, men der er sket meget siden, og nu begynder det at ligne et egentligt spil. Hvad målene er, og hvordan man rent faktisk bliver udfordret som spiller, synes stadig meget ukonkret, men det var svært fascinerende at se, hvordan man helt frit kunne designe sine egne fabeldyr med alt fra kropsbygning og kløer til antal øjne og ben, og derpå se dem erobre landjorden. Når man først tager på rumforskning, lover spillet over to millioner planeter, der kan erobres eller udforskes, så ambitionerne fejler intet. Nu kan vi bare krydse fingre for, at spillet når at udkomme, inden vores pc bliver forældet. 5. Supreme Commander/Command & Conquer 3 (pc) Ikke fordi 'Supreme Commander' lover en omvæltning af hele realtime-strategi-genren, men spillet så bare knaldgodt ud, fordi man trinløst kunne zoome helt ind og helt ud på slagmarken og på den måde danne sig et strategisk overblik, som jeg personligt selv ofte har savnet i strategispillene. Dermed synes det langt lettere at koordinere knibtangsangreb og opsætte patruljeruter for sine enheder, der var store, detaljeret opbyggede og fulde af liv, men også temmelig stereotype. Noget flottere så 'Command & Conquer 3' ud med et uhyggeligt realistisk præg over grafikken, men spillet så også mere ufærdigt ud, så indtil videre må 'Supreme Commander' løbe med min pris for messens skrappeste strategispil. thomas.vigild@pol.dk