Første gang de blytunge kolosser river elvernes naturskønne bygninger fra hinanden, mens fællesskabets helte Glorfindel, Gloin og Arwen kæmper mod orkerne, står det klart, hvorfor 'Ringenes Herre'-feberen for blot et par år siden overskyggede alt andet. Det er simpelthen blot mere episk storslået og mere tilfredsstillende end noget andet fantasiunivers. Derfor genbruger 'The Battle for Middle-Earth II' alt. Fra Howard Shores kompositioner til Tolkiens stemningsbeskrivelser og stærke 'det gode mod det onde'-konflikter. Alligevel føles spillet nyt og frisk, hvilket både må tilskrives spillets design og Tolkiens univers. Velkonstruerede missioner Frem for som i forgængeren at følge fællesskabets rejse fra Herredet gennem Gondor og ind i det dystre Mordor fortælles der denne gang om kampene i nordlige områder af Midgård som Lorien, Dale og Mirkwood, hvor dværge, elvere og mennesker kæmpede mod mørkets kræfter. Historien illustreres via små filmsekvenser, der oplyser om fjendens fremmarch og det evige behov for heroiske kræfter, hvilket i det store hele er elementært spændende. De enkelte missioner står tit alene, men dog alligevel stærkt, for der er stor variation. Således skal man for eksempel i én mission infiltrere fjendens linjer med blot én helt og én hærenhed, mens man i den næste skal forskanse sig, opbygge forsvarsværker og producere enheder. Set og spillet før? Jovist, men sjældent med et så afbalanceret gameplay og styrkeforhold enhederne imellem.. Hurtigere og hurtigere De to stridende parter - de gode kræfter i form af dværgene, elverne og menneskene over for de onde styrker fra Mordor og Isengard - byder på et mylder af interessante kampenheder. Lige så uforenelige som stenkastende kolosser, kongeørne, orker og skrigende názguls umiddelbart synes, lige så godt er de alle indbyrdes afbalanceret i styrkeforhold, hvilket er en kæmpe bedrift i sig selv. Hver enhed har styrker og svagheder og står således i et ganske komplekst magtforhold i forhold til alle de øvrige. Det gør, at det for eksempel ikke er nok bare at masseproducere én enhed som for eksempel trolde og så blot sende angrebsbølge efter bølge af disse frem. Ens hære skal afbalanceres i langt højere grad, og det stiller større og mere udfordrende krav til ens taktiske overblik og hurtighed ved musen. Selve ideen i 'The Battle for Middle-Earth II' er dog tydeligt rettet mod de mere adrenalinudsultede, actionfikserede spillere. Det går i høj grad ud på at flyve frem og tilbage over landkortet, dirigere enheder fra punkt A til B og til C, forsvare sin egen base, erobre land og ressourcer og endelig sørge for, at eksempelvis elvernes konge Elrond får lært sig den vigtigste magi. Det er klik på klik, hurtigere og hurtigere. Dels action, dels strategi, men selv om det nu og da kommer faretruende tæt på en fatal genreforvirring, er det i sin selvbevidste fantasimytologi tilfredsstillende. En filmisk triumf af de større.