Det startede så smukt. Den kæmpestore kasse med elverpigen på forsiden af spilæsken lå tungt i armene, og mine forventninger var i top. Elverpigens øjne lovede mig eventyr, drabelige kampe, guld og ædle skatte, alt sammen i et velkendt og elsket univers. For 'Warcraft'-universet er en perlerække af computerspil, og et sted, jeg allerede har brugt, hvad der føles som det meste af min ungdom på at jage monstre og hamre rivaler i jorden med magiske våben. Endelig var det kommet i brætspilsform! Ivrigt flåede jeg spilæsken op og blev ikke skuffet. Alt var i skønneste orden: plastikfigurer i massevis alle i god kvalitet, enorme mængder af papstykker med lækker grafik til at skubbe rundt, et smukt bræt over eventyrlandet Lordearon, hvor spillet foregår, adskillige bunker kort med evner og udstyr, en håndfuld karakterer og en regelbog. I alt over tusind smådele, hvilket placerer brætspillet i den ekstremt tunge ende af spektret - også prismæssigt. Kun én vej igennem Men allerede her kom den. En snigende fornemmelse af, at det hele måske ikke var så vidunderligt, som jeg havde håbet på. For efter at have pakket alle papstykkerne ud og fumlet rundt med kortene manglede jeg et sted at gøre af tingene. Andre brætspil har smart inddelte rum i selve æsken, hvilket gør det meget nemmere at holde styr på delene. Det mangler fuldkommen her. Kort sagt går spillet ud på, at man skal vælge en karakter ud af de ni forskellige og en side at kæmpe på - den gode alliance eller den onde horde - og så bare tæske monstre og løse missioner i et væk for at samle magiske genstande og blive stærk nok til at bekæmpe en af spillets hovedfjender. Fint nok, for det læner sig godt op ad computerspillets præmisser samt gammelkendte brætspilsskabeloner, men så kom den igen: fornemmelsen af mislyd. For efter at have spillet i et stykke tid gik det op for os, at spillet var sådan designet, at man reelt kun har tid til at gennemføre de missioner, som spillet kaster efter en. Enhver slinger i den forudbestemte vals gør, at spillets balance bliver skævvredet, og kapløbet efter magt, guld og monstre forringes. Dette er et ubalanceret og skidt designvalg, for en af de bedste fordele ved computerspillet er netop at opleve handlefriheden og den meget omfattende verden, man befinder sig i. Ignorer modstanderne Den næste skæve tone indfinder sig i form af ventetid. De to hold skiftes til at tage turen, hvor hele faktionen udfører alle sine handlinger, kæmper mod monstre, finder skatte, udforsker og sælger ting på én gang. Det tager let 15-20 minutter, hvor den anden faktion kun kan sidde og glane, mens de håber på, at modstanderen snart bliver ædt af onde monstre, så det bliver deres tur. Det leder til det næste problem: Som spiller har man meget få muligheder for at interagere med sine modspillere. Det er muligt at angribe sin modstander og i meget langtrukne kamp besejre ham med smil på læben. For meget andet betyder det ikke. Det kan simpelthen bedst betale sig at ignorere modstanderne og nøjes med at gennemføre missioner for at stige i erfaringsniveau, så man er bedre rustet mod spillets store endelige skurk. Og mens det er super, at så meget af spillet går med at udvikle sin karakter, så mister man interessen, når man ikke kan følge med i, hvad ens modstandere fumler med, eller påvirke dem synderligt. Stik imod meningen med ethvert rollespil. Megayatzy Dog er der også lyspunkter. Kampsystemet er baseret på at samle bunker af terninger i forskellige farver alt efter udstyr og karakter og så rulle i et væk som i en omgang bizar megayatzy. Det er overraskende sjovt, og mulighederne for at lave seje kombinationer af evner og udstyr er talrige, når man lærer systemet at kende. Brætspillet når ikke onlinespillet til sokkeholderne, for det er reelt et egoistspil, hvor man bare skal stige i niveau uden tanke og strategi. En mishandling af et godt oplæg, for der findes andre meget bedre brætspil at kaste sig over især til den heftige pris. Så ét hjerte for udseende og produktionskvalitet, ét for kampsystemet og ét for at være 'World of Warcraft'-relateret. Men er man ikke fan, skal sidstnævnte trækkes fra. lordagsliv@pol.dk