Det er ikke rystelserne i jorden fra den tromlende Sherman-tank, du har søgt ly bag ved. Ej heller den hvislende susen fra tyskernes kugler gennem luften eller følelsen af at være faret fuldstændig vild, når du kaster dig ind i røgsløret fra en granat for at bekæmpe fjenden. Ingen af disse enkeltdele gør 'Call of Duty 2' til noget specielt, men tilsammen formår de at løfte en yderst traditionel titel over pøblen af spil med Anden Verdenskrig som tema. Alt ved spillet er så lækkert og indbydende skruet sammen, at det bringer julelys frem i øjnene og får én til at fugte læberne, præcis som det var tilfældet med forgængeren. Igen byder spillet på udvalgte konfrontationer fra årene mellem 1940 og 1945, der opleves fra både russernes, englændernes og endelig amerikanernes side. Vi har i andre spil været disse steder og udkæmpet blodige slag, kørt i de skramlende tanks og været med til den amerikanske landgang ved den franske kyst under D-dag. I 'Call of Duty 2' formår spillets mest omtalte mission - angrebet på det tyske kanonbatteri ved Pointe du Hoc - ikke at matche forgængerens angreb på den russiske hovedstad eller 'Medal of Honors' landgang på Omaha Beach. Men især den stærkt forbedrede lydside og muligheden for at kaste røggranater og bruge dem som mobilt dække gør spiloplevelsen større og bringer følelsen af krigens kaos direkte op på computerskærmen. Men det kræver et monster af en pc og ditto grafikkort, før man kan kyle med røggranater i øst og vest og spurte frem og kaste sig i ly af en nedskudt mur, hvis det ikke skal være med en grafik, der rykker sig i hak. Til gengæld kører Xbox 360-versionen af spillet fuldkommen gnidningsløst og er både flottere, klarere og lettere at styre med en grafik, der næsten er endnu bedre - i al fald når man kører spillet på et High Definition-fjernsyn, hvor detaljerne står øjengnidende skarpe. Her får man for alvor koldsved på pande og i hånd, når man mærker rystelserne af artilleriild i joypad'et og derved har uhyggeligt nemt ved at leve sig helt ind i stemningen, der er så konstant tykt fortættet af krig, at selv erfarne sofakrigsrotter som os bliver stressede over dette evigt tordnende krigsspektakel. Bliver man alligevel ikke helt fejet væk af de intense slag, skyldes det især missionernes tendens til at være forbi, før de rigtig er kommet i gang. Kombineret med en kunstig intelligens, som gør, at medsoldater ubekymret rykker frem til dér, hvor man netop har kastet en håndgranat - samt fjender, der gladelig gør det samme - understreger det blot, at 'Call of Duty 2' ikke stræber efter at være et spil med realisme som eksempelvis 'Brothers in Arms'. Målet er i stedet at være ren utæmmet action skabt til popcorns-gnaskning på yderkanten af sofa- eller skrivebordsstol. Mission fuldført.